EU-ledere om Paris-massakre: Det er et angreb mod os alle

Præsidenter, statsministre og premierministre fra hele EU samt lederne af EU's institutioner udtrykker lørdag i en fælles erklæring medfølelse efter fredagens angreb i Paris, hvor mindst 127 mennesker har mistet livet.

I erklæringen skriver lederne blandt andet, at EU er dybt chokeret og i sorg efter angrebene i Paris.

- Den Europæiske Union er dybt chokeret og i sorg efter terrorangrebene i Paris. Det er et angreb mod os alle. Vi vil stå sammen mod denne trussel og anvende alle nødvendige midler og nådesløs beslutsomhed.

- Frankrig er en stor og stærk nation. Landets værdier om frihed, lighed og broderskab har inspireret og fortsætter med at inspirere EU. I dag er vi forenet med de franske folk og regeringen i Frankrig, hedder det.

Derudover understreger lederne i erklæringen, at handlingen i Paris vil få den modsatte effekt end ønsket.

- Det gode er stærkere end det onde. Alt, hvad der kan gøres på europæisk plan for at sikre sikkerheden i Frankrig, vil ske. Vi vil gøre, hvad der er nødvendigt for at besejre ekstremisme, terrorisme og had, står der.

Erklæringen slutter med en fælles opfordring.

Her inviterer de europæiske ledere alle europæere til at deltage i et minuts stilhed til minde om ofrene ved middagstid på mandag.

/ritzau/

Dagens Gossip