EU-ledere overvejer flere sanktioner mod Rusland

Skrevet af admin

16/07/2014

Dagens topnyheder

De fortsatte uroligheder i Ukraine og de mange uafklarede spørgsmål i forhold til Ruslands rolle ser ud til at få EU til igen at skrue en tand op for sine sanktioner og sende nye advarsler om, at der kan være meget mere på vej.

Det kan ifølge et udkast til konklusionerne fra onsdagens EU-topmøde blandt andet blive i form af et stop for nye investeringer i Rusland foretaget af Den Europæiske Investeringsbank og Den Europæiske Bank for Genopbygning og Udvikling, også kendt som Østbanken eller EBRD.

Der bliver også lagt op til, at EU-Kommissionen skal lave en større gennemgang af alle EU's bilaterale samarbejdsprojekter med Rusland med henblik på at suspendere dem, der ikke specifikt gavner det russiske civilsamfund.

Endelig kan EU-lederne vælge at bede deres udenrigsministre om på et møde tirsdag i næste uge at åbne for, at også personer og virksomheder, der "yder materiel eller finansiel støtte" til handlinger, der truer Ukraines suverænitet og uafhængighed, kan rammes af EU-sanktioner.

EU-topmødets reaktion over for Rusland er en opfølgning på den kraftige advarsel fra sidste topmøde for små tre uger siden, hvor lederne stillede fire krav, som Rusland skulle opfylde i løbet af få dage.

Selv om kravene om overholdelse af våbenhvile, tilbagelevering af grænseposter, frigivelse af gidsler og åbning af fredsforhandlinger er relativt klart formuleret, er det ifølge EU-diplomater ikke helt nemt at afgøre, i hvor høj grad kravene faktisk er opfyldt.

EU-lederne tøver stadig med at gå videre til mere omfattende økonomiske sanktioner mod Rusland.

Situationen i Ukraine er onsdag aften igen på dagsordenen, når EU-landenes stats- og regeringschefer mødes i Bruxelles til et topmøde, der ellers ser ud til at blive domineret af forsøget på at sætte navn på en eller flere af EU's nye topchefer.

Jobkabalen er ifølge diplomatiske kilder i Bruxelles stadig temmelig langt fra at gå op, og det er sandsynligt, at lederne nøjes med at forsøge at enes om en kandidat til jobbet som udenrigschef. I så fald må udnævnelsen af en ny EU-præsident vente til et nyt topmøde.

/ritzau/