EU-lederne enige: Græsk krise skal løses i weekenden

Skrevet af admin

25/06/2015

Mest læste i dag

EU's stats- og regeringschefer har mod forventning torsdag aften haft en langvarig diskussion om den græske gældskrise på deres topmøde i Bruxelles.

Ritzau erfarer, at flere har gjort det klart, at de ønsker, at den græske gældskrise skal løses på det eurogruppemøde, som de 19 eurolandes finansministre holder lørdag morgen.

Det er det femte eurogruppemøde om Grækenland på godt en uge, og nu er det sidste udkald, understregede mange af EU-lederne.

EU-præsident Donald Tusk indledte debatten med at konstatere, at der er meget lidt - om nogen - tid tilbage.

Spillet er næsten ude, og nu er der behov for at få et græsk ja til det udspil, som de tre institutioner - EU-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond - har lagt på bordet.

Hollands premierminister, Mark Rutte, sagde, at der ikke er plads til at udvande de forslag, som institutionerne, der forhandler på vegne af de internationale kreditorer, har lagt på bordet.

Forhandlingerne, der skal bane vej for økonomisk græsk vækst og nye lån til grækerne, har stået på i næsten fem måneder, og nu skal der konkluderes på resultatet, mente Rutte.

Portugals premierminister, Pedro Coelho, sagde, at det er umuligt at forstå, at der stadig ikke er fundet en løsning efter så mange måneder. Han mente, at der er udvist større fleksibilitet over for Grækenland, end der blev udvist over for Portugal og Irland, da de var i krise.

Den spanske premierminister, Mariano Rajoy, sagde, at det er vigtigt at træffe de rigtige beslutninger for den græske befolkning. Han opfordrede samtidig den græske premierminister, Alexis Tsipras, til at udvise sund fornuft og tage bestik af det fælles bedste.

Tsipras takkede for de mange råd fra EU-topmødet. Han sagde samtidig, at Grækenland har haft fem hårde år, og at der skal tages hensyn til de mange græske familier, der er afhængige af pensioner. Dette er ingen leg for Grækenland, sagde Tsipras ifølge Ritzaus kilder.

Fungerende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) tog ikke ordet under debatten.

Den nye plan er nu, at der kommer en aftale med Grækenland på eurogruppemødet i Bruxelles lørdag. Planen er derefter, at det græske parlament skal godkende planen søndag, så der er en færdig løsning, inden finansmarkederne åbner mandag morgen.

Det er dagen før, den nuværende græske støtteordning udløber - det gør den tirsdag den 30. juni. Samme dag skal Grækenland betale 1,5 milliarder euro til Valutafonden. Det kan de næppe uden en aftale om reformer, der kan udløse udbetaling af nye lån.

/ritzau/