EU løsner op for væskeregler i luften

Der bliver nu taget små skridt fra EU-side hen imod at hæve alle restriktioner om væsker i håndbagagen, når du skal ud at flyve.

Fredag annoncerede EU-Kommissionen, at der fra 31. januar vil kunne mærkes forandringer for de passagerer, som ønsker at shoppe toldfrit i lufthavne uden for Europa.

Indtil nu har det været sådan, at hvis du for eksempel køber en flaske toldfri whisky i lufthavnen i Hongkong, hvorefter du flyver til Helsinki for at mellemlande, før du flyver hjem til København, så bliver flasken konfiskeret i Helsinki.

Det har været en helt generel regel, for EU kan ikke være sikker på, om whiskyen kommer et sikkert sted fra.

Nu skal flasken med spiritus pakkes i en særligt sikker, forseglet pose, det sted hvor du køber den, og så vil din whisky ikke blive snuppet i transitten i Europa længere.

Det foregår teknisk på den måde, at lufthavne indenfor EU skal bruge noget udstyr, som er beregnet til at screene toldfri væsker over de 100 milliliter, som man i dag må have med i håndbagagen.

Væskerestriktionerne blev i første omgang indført, efter at britisk politi afslørede et terrorplot i 2006, som gik ud på at smugle en bombe lavet af væsker om bord på et fly på vej fra Storbritannien til USA.

Ifølge kommissionen vil de færreste passagerer mærke noget til de nye væske-skannere i lufthavnene.

- Det er et meget vigtigt skridt hen imod at fjerne alle væskerestriktioner i fremtiden, og så højner det sikkerheden, for det her er begyndelsen på en obligatorisk screening af alle væsker i EU, skriver kommissionen i en pressemeddelelse fredag.

Hvis denne første fase viser sig at være succesfuld, så vil endnu flere væsker kunne blive screenet på baggrund af de erfaringer, man gør sig nu, og så kan det blive helt slut med de strenge væske-regler i 2016.

Det er anden gang inden for få måneder, at nogle af de mange regler der er, når man skal i luften, bliver slækket en smule.

I december 2013 meddelte EU-Kommissionen, at den fjernede forbuddet mod at have elektronik tændt under start og landing med europæiske luftfartsselskaber. Det er op til de enkelte flyselskaber selv at tilpasse sig de nye regler.

I første omgang er det dog et krav, at man sætter telefonen, tabletten eller computeren i den såkaldte flyfunktion.

/ritzau/

Dagens Gossip