EU lukker dommersag mod Ungarn

Skrevet af admin

20/11/2013

Dagens topnyheder

EU-Kommissionen har onsdag meddelt den ungarske regering, at der ikke længere er problemer med forholdene for landets dommere. Det er en af de sager, som for lidt over halvandet år siden bragte Ungarn alvorligt på kant med det øvrige EU.

En lovændring, der med kort varsel sendte 274 dommere og offentlige anklagere på tidlig pension, var med til at vække bekymring for demokratiets tilstand i Ungarn.

Det var ifølge EU-Kommissionen ulovlig aldersdiskrimination, at regeringen satte pensionsalderen ned fra 70 til 62 år med bare ét års gennemførelsestid.

Både EU-Kommissionen og EU-Domstolen har sagt, at der ikke syntes at være nogen objektiv og rimelig grund til den drastiske reduktion af pensionsalderen.

Reelt blev ændringen i flere lande set som den konservative regerings forsøg på hurtigt at slippe af med en masse uønskede dommere.

Sagen fik sammen med ændringer i loven om det ungarske datatilsyn flere af de øvrige EU-ledere til at tvivle på premierminister Viktor Orbáns respekt for EU's grundlæggende rettigheder.

Kontroverserne satte dermed gang i en større debat om, hvorvidt EU har de rigtige værktøjer til at sikre, at alle EU-lande bliver ved med at leve op til optagelseskravene i de såkaldte københavnskriterier også efter at de er blevet fuldgyldige medlemmer.

Enkelte medlemmer af Europaparlamentet har undervejs presset på for, at EU-systemet skulle indlede en formel procedure, der kunne ende med, at Ungarn blev frataget sin stemmeret i EU's Ministerråd.

Den ungarske forfatningsdomstol kendte i juli sidste år den oprindelige lovændring forfatningsstridig.

I marts i år vedtog Ungarns parlament en ny lov, der over 10 år indfaser en sænkning af pensionsalderen fra 72 til 65 år, som er den almindelige pensionsalder i Ungarn. De for tidligt pensionerede dommere er desuden blevet genansat.

EU-Kommissionen siger i en pressemeddelelse onsdag, at den nu er tryg ved, at den ungarske lovgivning er rettet ind efter EU's.

Den anden sag om det ungarske datatilsyns uafhængighed venter stadig på at blive afgjort ved EU-Domstolen.

/ritzau/