EU meget bekymret over uro ved grænsen til Makedonien

EU er meget bekymret over uroen ved grænsen til Makedonien, hvor makedonsk politi har brugt tåregas mod hundredvis af flygtninge og migranter, der stormede grænsen for at slippe ud af Grækenland.

- De scener, vi lige har set, er ikke vores idé om at håndtere krisen, siger EU-Kommissionens cheftalsmand, Margaritis Schinas, tirsdag.

Han siger, at Makedonien skal beskytte sine grænser, men at alle tiltag ved grænserne skal overholde internationale og europæiske love.

- De billeder viser bare endnu engang, at den eneste løsning er en fælles europæisk løsning, siger Schinas.

Strammere kontrol ved grænserne har bredt sig ned gennem Europa, efter at Østrig 19. februar indførte et loft på højst 80 asylansøgere per dag, mens de østrigske myndigheder vil lade 3200 rejse igennem landet.

Det har foreløbig fået tusinder af flygtninge til at strande i Grækenland, fordi de ikke kan komme videre op gennem Europa.

/ritzau/

Dagens Gossip