EU-ministre enige om bankaftale

Bankerne og banksektoren skal i fremtiden som hovedregel selv betale regningen, når en bank skal hjælpes eller afvikles.

Økonomiminister Margrethe Vestager (R) er meget tilfreds med aftalen, der lægger sig op ad de danske regler på området.

»Den danske hovedregel, om at det er banksektoren selv, der skal betale og ikke skatteyderne, bliver ifølge aftalen også den europæiske hovedregel. Efter det gennem de seneste år har været noget svingende, hvem der egentlig havde ansvaret for konsekvenserne af dårlig bankdrift, så har vi nu med konkrete regler sendt et klart signal til bankerne, om at de selv må tage ansvaret. De nye regler vil danne et godt fundament for at få sunde banker, fordi de ved, at de selv kommer til at betale, hvis der sker ledelsessvigt eller uansvarlige dispositioner,« siger Margrethe Vestager.

De langstrakte forhandlingerne havde delt ministrene i to lejre.

Lande som Finland, Tyskland, Holland og Danmark ønskede strenge og vidtrækkende fælles regler, der undgik enhver brug af offentlige midler i fremtidige kriser, mens Storbritannien, Frankrig og Sverige ville give medlemslandene større fleksibilitet til selv at beslutte, hvordan man håndterer bankkriser.

»Det lykkedes at finde en særdeles smal adgang til, at man også kan bruge statspenge, hvis det virkelig er det man vil, men først efter at bankerne selv har bidraget, og hvis særlige betingelser er til stede. Hvis der for eksempel kan stilles offentlige garantier, men det er altså en undtagelsesregel, og det forudsætter stadig, at bankerne selv er med til at betale,« siger Margrethe Vestager.

Aftalen skal nu forhandles på plads med EU-Parlamentet, men ministeren er optimistisk i forhold de forestående forhandlinger.

»Jeg synes, at EU-Parlamentet har sendt meget klare signaler om, at man forventer en helt anden ansvarlighed i den finansielle sektor, og at man også forventer, at det ikke er skatteyderen der skal holde for,« siger Margrethe Vestager.

Dagens Gossip