EU-ministre havde åbenhjertig snak med russiske Lavrov

Skrevet af admin

16/12/2013

Dagens topnyheder

Udenrigsminister Holger K. Nielsen (SF) og flere af hans nye EU-kolleger beskriver nærmest som i kor deres frokostsnak med Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, som "åbenhjertig" og "åben og ærlig".

Bag de diplomatiske formuleringer ligger en åben erkendelse af, EU og Rusland er uenige om håndteringen af forholdet til Ukraine, efter at den tidligere sovjetrepublik er bakket ud af en ellers planlagt underskrivelse af en associerings- og handelsaftale med EU.

Den danske minister siger, at EU under frokostmødet med Lavrov åbent kritiserede Rusland for at lægge økonomisk pres på Ukraine.

- Han var ikke enig i vores kritik af det. Det er næppe så overraskende. Men vi havde en åbenhjertig diskussion også af de her spørgsmål.

- Vi lagde stor vægt på over for Lavrov, at det er jo et økonomisk samarbejde det her. Et af problemerne for russerne er at se det her som et eller andet politisk problem for dem, siger udenrigsministeren.

Det fælles budskab fra EU-ministrene er, at Ukraine skal have lov til frit at vælge, hvem landet vil samarbejde med - og at en europæisk-ukrainsk samarbejdsaftale også vil være økonomisk til gavn for Rusland.

- Underskrivelsen vil ikke på nogen måde have en negativ effekt på Rusland, siger EU's udenrigschef Catherine Ashton på et pressemøde.

Luxembourgs udenrigsminister, Jean Asselborn, siger ifølge nyhedsbureauet AFP, at Lavrov har sagt, at en frihandelsaftale mellem EU og Ukraine vil underminere den russiske økonomi ved at åbne for en strøm af EU-varer til Rusland via Ukraine.

Den russiske udenrigsminister holdt ikke noget formelt pressemøde efter sin frokostdrøftelse.

Men ifølge nyhedsbureauet AFP sagde han ved afrejsen, at der er "enighed om, at alle skal respektere enhver nations suverænitet" og "lade folk træffe et frit valg".

EU beskylder Rusland for at have lagt pres på Ukraine ved blandt andet at benytte kontrollen over gasleverancer til Ukraine som pressionsmiddel og ved at blokere for importen af ukrainsk chokolade.

/ritzau/