EU-ministre kan ikke enes om Syrien-embargo

Storbritannien og Frankrig vil lempe embargoen for at give oprørsstyrkerne mulighed for at købe våben, men flere andre EU-lande, heriblandt mandagens værtsland Østrig, er imod. Ifølge Reuters siger den østrigske udenrigsminister, Michael Spindelegger, at han ærgrer sig over dagens resultatløse møde.

»Jeg beklager, at det efter lange forhandlinger ikke var muligt at finde et kompromis med Storbritannien og Frankrig,« sagde Spindelegger til pressefolk efter mødet.

Det ventes, at forhandlingerne vil fortsætte ud på aftenen, men det vides endnu ikke, om udenrigsministrene vil forsøge sig med et nyt kompromis.

Mens EU-toppen forhandler i Wien, har en ledende amerikansk politiker aflagt en opsigtsvækkende visit i Syrien. Ifølge flere internationale medier har den republikanske senator John McCain mandag bevæget sig over grænsen fra Tyrkiet for at mødes med oprørere.

McCains talsmand bekræfter ifølge Reuters besøget hos oprørerne, men ønsker ikke at komme med yderligere detaljer. Den tidligere præsidentkandidat er en af de stærkeste fortalere for en militær intervention i Syrien.

Dagens Gossip