EU og USA fortsætter frihandelsdiskussion

Skrevet af admin

15/11/2013

Dagens topnyheder

Forhandlere fra EU og USA har i denne uge trodset parallelle diskussioner i andre institutioner om overvågning og tillidsbrud og sat sig til forhandlingsbordet for at komme nærmere en frihandelsaftale.

De to parters chefforhandlere siger samstemmende på et pressemøde i Bruxelles fredag eftermiddag, at forhandlingerne har været positive.

- Fra EU's side er vi tilfredse med udfaldet af møderne i denne uge. Jeg tror, at vi er rykket et skridt nærmere på at finde de områder, hvor vi har fælles fodslag, siger EU's chefforhandler, Ignacio Garcia Bercero fra EU-Kommissionen.

Han bakkes op af den amerikanske chefforhandler, Dan Mullaney, der understreger, at parterne i denne, anden runde af forhandlingerne har haft mulighed for at dykke lidt dybere ned i de konkrete områder. Og det ser lovende ud.

- Vi har ikke taget noget af bordet. Vi diskuterer det her ud fra et meget bredt grundlag, og jeg kan ikke se, at der er nogle bestemte ting, der er nødt til at blive taget af bordet, siger Mullaney.

Blandt emnerne har været tjenesteydelser, medicin, råvarer, tekniske barrierer som forskelle i standarder og brugerbeskyttelse, biler og pesticider, siger de.

Denne uges forhandlinger er kun den anden runde og var egentlig sat til at finde sted den 7.-11. oktober.

De blev imidlertid forsinket på grund af nedlukningen af det amerikanske statsapparat i sidste måned under en større budgetstrid.

Oven i de administrative problemer, USA var præget af i oktober, har efterretningstjenesten NSA's formodede aflytninger skabt kurrer på tråden tværs over Atlanterhavet.

Blandt andre EU-Parlamentets formand, Martin Schulz, krævede på et tidspunkt forhandlingerne midlertidigt indstillet.

Ifølge forskellige udregninger vil en frihandelsaftale med USA kunne indbringe EU mellem 750 og 890 milliarder kroner årligt og op til to millioner job. For amerikanerne ventes gevinsten at kunne nå op på næsten det samme.

Den næste runde forhandlinger ventes at finde sted fra den 16.-20. december i Washington.

/ritzau/