EU overvejer midlertidig suspension af Schengen-regler

Skrevet af admin

03/12/2015

Dagens topnyheder

Presset fra flygtninge og migranter, der søger mod Europa, er nu så voldsomt, at EU-landene overvejer at se på muligheden for at suspendere Schengen-samarbejdets åbne indre grænser for et eller flere medlemslande i op til to år.

Muligheden, der er nævnt i et oplæg udarbejdet af det luxembourgske EU-formandskab, skal diskuteres på EU's justits- og indenrigsministermøde i Bruxelles fredag.

I oplægget fra EU-formandskabet bliver det foreslået, at ministrene inviterer EU-Kommissionen til at "gøre sig overvejelser om" forslag til, hvordan artikel 26, der handler om at suspendere de åbne indre grænser, kan bruges.

En EU-kilde i Bruxelles siger til Ritzau, at det først og fremmest handler om at sende et stærkt signal til Grækenland om, at de risikerer at blive suspenderet fra Schengen-samarbejdet, med mindre de strammer op på deres ydre grænsekontrol.

Det handler dermed for EU-landene om at lægge så stort pres på Grækenland, at EU undgår at gribe til den mest vidtgående mulighed og suspendere de åbne indre grænser, siger EU-kilden.

Omkring 700.000 flygtninge og migranter menes alene i år at være ankommet til EU via Grækenland.

Hvis EU-landene bakker op om oplægget, kan det samtidig bane vej for forlængelser af en række andre midlertidige grænsekontroller, som EU-landene har indført gennem de seneste måneder i forsøg på at kontrollere tilstrømningen af flygtninge og migranter.

Ifølge det britiske dagblad Financial Times kommer EU-formandskabets udspil, fordi flygtninge- og migrationskrisen har afsløret "alvorlige mangler" ved Schengen-områdets ydre grænser i Grækenland til skade for hele det grænseløse Europa.

EU's stats- og regeringschefer vil se klare fremskridt før det kommende EU-topmøde i Bruxelles i midten af december, skriver dagbladet.

Slovakiets premierminister, Robert Fico, har åbent talt for at smide Grækenland ud af Schengen-samarbejdet.

- Vi kan ikke tolerere, at et af medlemslandene åbent afviser at opfylde sin pligt til at beskytte Schengens grænser. Det gør hele Schengen-området ubrugeligt, har Fico advaret.

Der er dog flere tegn på, at presset er ved at få Grækenland til at optrappe samarbejdet med EU om at sikre en mere effektiv kontrol af Schengen-områdets ydre grænser i Grækenland.

- Der er stadig problemer, men der sker forbedringer, sagde Luxembourgs udenrigsminister og EU-formand, Jean Asselborn, onsdag.

/ritzau/