EU overvejer at sortliste Hizbollah-milits

EUs udenrigsministre mødes mandag for at diskutere en eventuel beslutning om at skrive den militante bevægelse på EUs sorte liste over terrororganisationer. En sådan beslutning vil resultere i øjeblikkelig indefrysning af den shiamuslimske bevægelses eventuelle aktiver i samtlige 28 EU-lande, skriver den franske avis Le Monde.

Storbritannien har siden maj været fortaler for at placere den militante gruppe på terrorlisten og har henvist til beviser, der kæder Hizbollah sammen med et dødeligt bombeangreb mod en bus med israelske turister i Bulgarien sidste år.

Storbritannien har desuden, med opbakning fra blandt andre Holland og Frankrig, kritiseret Hizbollah-militsens engagement i borgerkrigen i Syrien.

Hidtil har EU ifølge nyhedsbureauet Reuters modstået pres fra også USA og Israel om at sortliste Hizbollah. EU har blandt andet argumenteret for, at en sådan handling potentielt kan have negativ indflydelse på den skrøbelige situation i Libanon, hvor Hizbollah sidder med i regeringen, og føre til øgede spændinger i Mellemøsten.

Ifølge en højtstående embedsperson fra EU svinder modstanden mod at sortliste den militante bevægelse imidlertid.

»Der er stadig forbehold, men vi er på vej mod, hvad der kunne være en beslutning om en eventuel notering,« siger embedspersonen, der også fortæller, at antallet af medlemsstater, der er imod en sortlistning, langsomt er mindsket, skriver Reuters.

BNB

Dagens Gossip