EU på vej med milliardstøtte til kriseramte landmænd

Skrevet af admin

07/09/2015

Dagens topnyheder

EU-Kommissionen vil støtte medlemslandenes kriseramte landmænd med et milliardbeløb, der især skal målrettes mælkebønderne.

Det foreslår EU-Kommissionens næstformand, Jyrki Katainen, mandag på et ekstraordinært landbrugsministermøde i Bruxelles, der er indkaldt for at finde et svar på de økonomiske problemer, som har ramt mange europæiske landmænd efter dramatiske prisfald på deres produkter.

- Denne pakke vil gøre det muligt med det samme at frigøre 500 millioner euro (godt 3,7 milliarder kroner, red.) i EU-midler, som kan bruges til støtte for landmændene, siger Katainen, der kalder støttepakken "et robust og beslutsomt" svar på krisen.

EU-Kommissionen siger, at den vil forsøge at målrette den ekstraordinære støtte til landmændene, så den dækker de særlige forhold i de enkelte medlemslande bedst muligt.

- Når vi afgør fordelingen af denne støtte, vil vi sikre en fair, målrettet og effektiv fordeling, så den især kommer til gode for de medlemslande og de landmænd, der er hårdest ramt af markedsudviklingen, siger Jyrki Katainen.

Landbrug & Fødevarer i Danmark og andre europæiske landbrugsorganisationer ønsker højere interventionspriser på mælkeprodukter, når EU går ud og foretager støtteopkøb og lægger produkterne på overskudslagre.

Men det afviser EU-Kommissionen, der mener, at det ville forvride markedet for landbrugsvarer yderligere.

- Jeg er også bekymret for, at selve eksistensen af EU-lagre simpelthen vil presse markedspriserne endnu længere ned og på den måde forværre og forlænge den nuværende vanskelige situation, siger Katainen.

Han åbner ikke desto mindre samtidig for støtteopkøb af svinekød, uden at det dog står klart, hvilke svineprodukter der helt præcist er tale om.

Ministrene mødes, samtidig med at op imod 5000 vrede europæiske landmænd demonstrerer i gaderne i Bruxelles i protest mod, at de ikke kan få økonomien til at hænge sammen i deres landbrug.

Krisen er udløst af en global overproduktion af mælk, og den er blevet forværret af Ruslands sanktioner, der er et modsvar på EU's sanktioner i Ukraine-konflikten, og af svigtende efterspørgsel på det kinesiske marked og andre markeder, hvor krisen kradser.

Mælkepriserne er faldet omkring 30 procent inden for det seneste år.

/ritzau/