EU-Parlament: Ja til alarmtelefon i nye biler

Skrevet af admin

26/02/2014

Dagens topnyheder

Kører du alene på en mørk landevej, og glat føre pludselig kaster dig ud i en soloulykke, så kan der gå lang tid, før nogen opdager, at du er kommet til skade.

Det skal en alarmtelefon i alle nye biler forhindre fra oktober 2015, mener EU-Parlamentet, som onsdag stemte for forslaget, som kommer fra EU-Kommissionen.

Det mangler endnu at blive forhandlet med EU's medlemslande.

Alarmtelefonen er en lille boks, som automatisk bliver aktiveret og ringer op til alarmcentralen, hvis der sker en ulykke.

- Cirka 2500 liv kan hvert år reddes i Europa med alarmsystemet, og omfanget af personskaderne kan mindskes betragteligt i titusindvis af tilfælde, siger parlamentets ordfører på forslaget, Olga Sehnalová, i forbindelse med afstemningen.

Ifølge kommissionens beregninger vil det nye system kunne halvere den tid, det tager redningsmandskabet at nå frem til ulykker uden for byerne. Mens man i byområder regner med at reducere udrykningstiden med 40 procent.

Selvom passagererne i den forulykkede bil ikke kan tale, så vil telefonen selv sende en besked med oplysninger om bilen og ulykken til den alarmcentral, der er tættest på.

Det er blevet debatteret kraftigt i parlamentet, hvordan man undgår, at de oplysninger misbruges.

- Den data må under ingen omstændigheder kunne falde i de forkerte hænder og misbruges, skriver Anna Rosbach fra Miljøpartiet Fokus i en skriftlige kommentar og tilføjer:

- Med afstemningen i dag har vi sikret, at dette ikke kommer til at ske, og vi har indgået et rigtig godt kompromis mellem respekten for privatlivets fred på den ene side og trafiksikkerheden på den anden.

Hun er medlem af EU-Parlamentet og sidder i parlamentets transport- og turismeudvalg, hvor forslaget er blevet behandlet.

Kompromiset går ud på, at beskeden kun skal sende begrænset information som: hvor og hvornår ulykken er fundet sted, kørselsretning og antal af passagerer i bilen.

Prisen for at indføre alarmtelefonen skønnes at være 100 euro, svarende til 750 kroner, per bil. Parlamentet mener, at det skal være gratis for forbrugeren.

/ritzau/