EU-parlamentarikere kvier sig ved idé om passagerlister

Skrevet af admin

11/11/2014

Mest læste i dag

Selv om EU's medlemslande for en måned siden sendte en indtrængende appel til Europaparlamentet om meget hurtigt at give dem et nyt værktøj til at få bedre styr på europæere på vej til og fra krig, er ledende europaparlamentarikere stadig ikke overbevist.

Der bliver brugt store ord, da den konservative britiske ordfører på forslaget, Timothy Kirkhope, tirsdag forsøger at få borgerrettighedsudvalget til at fjerne sin blokering af et tre år gammelt lovforslag om at lave et europæisk register over flypassagerer i EU.

Især den liberale hollandske politiker Sophie in 't Veld er vred.

- Jeg er rigtig godt irriteret over, at denne her debat overhovedet er på dagsordenen. Vi stemte om det her sidste år. Og jeg kan ikke se, at der er kommet nye argumenter, siger in 't Veld.

Hun beskylder EU-Kommissionen for at prøve at skabe behovet for et europæisk register ved at give EU-penge til, at landene i første omgang etablerer deres egne, nationale registre.

- I min ordbog hedder det bestikkelse. Så skaber man lige pludselig et behov for at harmonisere de nationale registre. Det er en foragtelig måde at lave politik og love på, siger hollænderen.

In 't Veld og flere andre parlamentarikere betvivler nødvendigheden og lovligheden af at indsamle og gemme oplysninger om flypassagerers rejsemønstre.

Ikke mindst efter at EU-Domstolen i april underkendte et omstridt direktiv om lagring af data fra telefon-, sms- og internettrafik.

Ordfører Kirkhope siger, at han trods indvendingerne nu vil gøre et nyt forsøg på at få PNR-forslaget stemt igennem.

EU-landenes justits- og indenrigsministre bad i oktober parlamentet om inden nytår at se at få vedtaget reglerne om et nyt PNR-register, der skal samle oplysninger om blandt andet flypassagerers bookinger, rejsedatoer, rejseruter, betalinger og kontaktoplysninger.

Landene siger, at efterretningstjenesterne i lyset af den voksende terrortrussel fra europæere, der vender hjem fra krig i blandt andet Syrien, har akut behov for at kunne holde øje med rejsemønstre.

- Vi kan meget snart opleve, at der kommer mange tilbage fra Syrien og Irak. Vi er nødt til nu at gøre os klar til at få øje på dem, sagde EU's antiterrorchef, Gilles de Kerchove, i oktober.

/ritzau/