EU-Parlamentet godkender sparebudget for næste år

Skrevet af admin

20/11/2013

Dagens topnyheder

Hvis det passer, at noget ikke er slut, før den fede dame har sunget, kan hun godt begynde at varme stemmen op.

EU-Parlamentet har onsdag godkendt EU's budget for 2014 og får dermed sat punktum for et langt og omstændeligt forhandlingsforløb.

- Efter svære forhandlinger de sidste mange måneder, fik vi med dagens afstemning endelig sat et punktum for EU's budget for 2014, siger parlamentets chefforhandler på 2014-budgettet, danske Anne E. Jensen (V).

Størrelsen af budgettet har været et af de helt store stridspunkter under forhandlingerne med medlemslandene, da EU-Parlamentet ønskede at bruge flere penge end året før.

Budgettet for 2014, der først blev landet klokken halv fire om morgenen forrige tirsdag, er dog med sine cirka 1011 milliarder kroner i betalingsbevillinger knap seks procent mindre end i 2013.

- Det er et sparebudget, der er vedtaget, og det er også rimeligt nok i tider med økonomisk krise.

- Jeg er dog især glad for, at vi fik flere bevillinger til en række agenturer - herunder de tre tilsynsmyndigheder for finanssektoren, grænseagenturet Frontex, asyl-samarbejdskontoret og politisamarbejdet Europol, siger Anne E. Jensen.

Hun har i forbindelse med forhandlingerne lagt vægt på, at der også skal nedsættes en arbejdsgruppe med henblik på at rydde op i bemandingen og ressourceforbruget i de mange EU-agenturer.

- Der skal ses på, om der kan spares ved at nedlægge eller sammenlægge agenturer. Jeg ved, at det vil kræve hårdt arbejde at få det til at fungere i praksis, men det er et forsøg værd, siger Anne E. Jensen.

Danmark har som et af fire medlemslande stemt imod det endelige kompromis, da der ifølge regeringen ikke var "sikret et tilstrækkeligt råderum" til at håndtere uforudsete udgifter i 2014.

De øvrige nej-stemmer kom fra Storbritannien, Sverige og Holland.

/ritzau/