EU-Parlamentet kræver klarhed over Tyrkiets drab på syrere

Skrevet af admin

21/06/2016

Dagens topnyheder

EU skal undersøge, om Tyrkiet virkelig skyder og dræber syrere, der forsøger at flygte fra deres hjemland ved at krydse grænsen til Tyrkiet.

Sådan lyder det fra EU-Parlamentets borgerrettighedsudvalg efter rapporter om, at grænsevagter angiveligt har dræbt 11 syrere natten mellem lørdag og søndag.

I en pressemeddelelse fra parlamentet lyder det, at parlamentsmedlemmerne finder det "yderst bekymrende", og at der bør være konsekvenser, hvis meldingerne viser sig at være sande.

Oplysningen om nedskydningen af tilsyneladende ubevæbnede voksne og børn på flugt kommer fra Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, der fra et kontor i London indsamler informationer om krigen i Syrien fra et netværk af kilder i det borgerkrigsramte land.

Mindst to kvinder og fire børn var blandt de dræbte, da grænsevagter åbnede ild mod gruppen af syrere, der forsøgte at komme ind i Tyrkiet i nærheden af den syriske grænseby Khirbet al Jouz.

EU-Kommissionen bekræftede under mandagens middagsbriefing at have kendskab til rapporteringerne fra Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.

- Ja, vi har set rapporterne i medierne, og vi er i konstant i kontakt med de tyrkiske myndigheder, hvad angår implementeringen af aftalen mellem Tyrkiet og EU, sagde en talskvinde for EU-Kommissionen på pressemødet.

- Vi er sikre på, at Tyrkiet vil undersøge og klarlægge sandheden bag de rapporteringer og foretage alle nødvendige foranstaltninger, sagde hun.

Tyrkiet har stort set lukket sine grænser for flygtninge fra Syrien. Undtagelsen er syrere, hvis liv anses for at være i overhængende fare. De får som regel lov til at passere.

Tyrkiet er blevet midlertidigt opholdssted for omkring 2,7 millioner registrerede flygtninge fra Syrien. Humanitære organisationer har opfordret Tyrkiet til åbne sine grænser, så civile syrere kan undslippe krigshandlingerne i deres land.

/ritzau/