EU-Parlamentet: NSA-skandale kan koste aftale med USA

Skrevet af admin

12/03/2014

Dagens topnyheder

Hvis frihandelsaftalen mellem USA og EU, TTIP-aftalen, ikke overholder EU-borgeres fundamentale rettigheder om databeskyttelse, vil vi ikke stemme for den.

Det har EU-Parlamentet vedtaget i en resolution onsdag, hvor NSA-skandalen om USA's masseovervågning af EU-borgere blev debatteret.

Siden sommer sidste år er flere afsløringer af USA's masseovervågning af EU-borgere kommet op til overfladen. Parlamentet mener, at spørgsmålet om databeskyttelse skal forhandles separat med USA.

Resolutionen er lavet på baggrund af en undersøgelse udarbejdet af parlamentets udvalg for borgerrettigheder, som har gransket USA's efterretningstjeneste NSA's aflytning og overvågning af USA's allierede.

Rina Ronja Kari fra Folkebevægelsen mod EU mener, at parlamentet skulle have gået endnu længere.

- Vi skulle have taget en mere klar konsekvens af overvågningen, og derfor burde vi suspendere forhandlingerne om den nye handelsaftale med USA, siger hun.

Whistlebloweren Edward Snowden, som lækkede dokumenter om overvågningen, har bidraget med høringssvar til undersøgelsen.

- Vi er forløbere. Ingen andre har lavet en undersøgelse som denne. Ikke engang USA har haft Snowden til høring, som vi har, siger den britiske socialdemokrat Claude Moraes, som er ordfører på rapporten.

Rapporten kræver blandt andet, at EU stopper safe harbour aftalen med USA, som i øjeblikket regulerer, hvordan amerikanske virksomheder kan anvende personlige oplysninger om EU-borgere.

EU's justitskommissær, Viviane Reding, siger, at EU-Kommissionen ud fra en analyse godt kan se, at safe harbour aftalen måske ikke er så sikker endda.

- USA lytter til os og kommer med konstruktive forslag til at stoppe hullerne i aftalen. Vi tror på, at der vil ske fremskridt inden sommer i år, siger hun.

Derudover kommer resolutionen med anbefalinger til blandt andet Danmark, som har et tæt samarbejde med USA igennem "9-øjne"-programmet, om at gå sin lovgivning og praksis nøje efter og sikre, at borgernes fundamentale rettigheder er beskyttet.

Resolutionen er ikke bindende for medlemslandene.

/ritzau/