EU-Parlamentet: Ny fond skal hjælpe syge økonomier

Et stort flertal i EU-Parlamentet har torsdag vendt tomlen opad til et forslag, som kan løse, hvordan EU i fremtiden skal tackle kuldsejlede, mayday-råbende EU-økonomier.

Forslaget er en del af en betænkning, som er udarbejdet af parlamentets økonomiudvalg. Den går på, at en ny europæisk valutafond (EMF) skal oprettes til formålet.

Indtil nu er det den såkaldte trojka bestående af EU-Kommissionen, Den Internationale Valutafond, IMF, og Den Europæiske Centralbank, ECB, som har været hovedarkitekt bag de økonomiske hjælpepakker til flere gældsplagede EU-lande.

Trojkaen blev oprettet i al hast i 2010 for at holde Grækenland fra konkurs og euroen fra at bryde sammen. Også Portugal, Irland, Cypern og Spanien har været under trojkaens behandling.

Men trojkaen er blevet voldsomt kritiseret for blandt andet at være udemokratisk og for ikke at have løst især de sydeuropæiske landes problemer med arbejdsløshed.

Derudover har samarbejdet mellem IMF og de europæiske medlemmer af trojkaen flere gange været præget af spændinger.

EU-Parlamentet kritiserer skarpt trojkaen for overoptimisme og fejlanalyser, men anerkender den for at have undgået "ukontrolleret misligholdelse af statsgælden", som måske ville have ført til, at lande ville blive tvunget til at forlade eurozonen.

- Det har været feberredning på feberredning. Det gik meget stærkt. Man havde ikke forstillet sig, at man skulle ud i det her, siger parlamentsmedlem for Venstre Anne E. Jensen.

Efter ris og ros kommer parlamentets anbefalinger. IMF skal kun træde til og hjælpe i yderste nødstilfælde. Det er rimeligt, mener Anne E. Jensen.

- EU-landene har trukket voldsomt på ressourcerne i IMF, som skal have midler til at bistå langt fattigere lande, siger hun.

Derfor mener hun, at en europæisk investeringsbank kan være den rigtige løsning. Så kan EU klare sig selv.

EU's økonomikommissær, finske Olli Rehn, forsvarer trojkaen i forbindelse med parlamentets kritiske betænkning.

- Beslutninger skulle træffes under ekstreme omstændigheder i en pludselig krise, siger han.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV