EU-politiker råber nazist efter tysk tolder

Skrevet af admin

27/02/2014

Mest læste i dag

Tysk politi vil indgive en klage mod en vicepræsident for Europaparlamentet for at have kaldt toldere i Frankfurt lufthavn for "nazister" og for at have råbt "Heil Hitler".

Den 46-årige Jacek Protasiewicz fra Polens regerende centrumparti, Borgerlig Platform, bekræfter den ophedede meningsudveksling, der fandt sted tirsdag, men afviser tyske mediers oplysninger om, at han skulle have været fuld.

- En ung tysk tolder stoppede mig. Hans frisure mindede mere om en fodboldfans end en offentlig embedsmands, siger Protasiewicz efterfølgende til den polske radio RMF24's nyhedssite.

- Men det var ikke det, der ophidsede mig. Han bad om mine papirer. Jeg gav ham mit pas. Af det fremgår det, at jeg er medlem af Europaparlamentet. Så er han forpligtet til at vide, hvem jeg er, fortsætter Protasiewicz.

- Jeg hørte ordet "raus" (ud), og så blev jeg for alvor rasende. Jeg fortalte ham, at det lyder meget skidt i mit land, hvor det er forbundet med "Heil Hitler".

Den tyske avis Bild skriver, at Protasiewicz var tydeligt beruset i tolden, da han spurgte de to toldere: "Har I nogensinde været i Auschwitz?" med reference til den nazistiske koncentrationslejr i det besatte Polen under Anden Verdenskrig.

I Europaparlamentet siger Protasiewicz, at "artiklen i Bild er løgn, og at den er fornærmende."

En tysk polititalsmand siger til nyhedsbureauet AFP, at tolderen i forbindelse med episoden "angiveligt skulle være blevet krænket", uden at fornærmelserne blev gentaget.

- Hans personlige oplysninger blev noteret, og hans diplomatiske status fastlagt. Politiet vil fremsende en klage til anklagemyndigheden, siger talsmanden og tilføjer, at Protasiewicz ikke blev alkoholtestet.

Polens premierminister, Donald Tusk, siger i Warszawa, at "uanset hvor upassende de tyske toldere og politiet har optrådt, så var Jacek Protasiewiczs optræden også upassende."

/ritzau/AFP