EU-politikere kritiserer støtte til dansk virksomhed

Skrevet af admin

23/08/2014

Mest læste i dag

EU-Kommissionen får kritik i en ny sag om EU-støtte til udflytning af arbejdspladser til Østeuropa. Denne gang drejer det sig om Kongskilde Industries, der blandt andet fremstiller landbrugsmaskiner.

Virksomheden har ifølge Fagbladet 3F fået tilsagn om 55 millioner kroner i støtte, som blandt andet skal bruges til at flytte produktionen fra Sorø på Sjælland til Polen.

Via Kongskildes datterselskab i Polen investerer virksomheden i en ny fabrik. Samtidig lukker den nuværende fabrik i Sorø og 33 medarbejdere mister deres job.

Danske medlemmer af EU-Parlamentet mener, at støtten er i strid med EU's regler på området.

- EU-midler skal bruges til at skabe job og ikke at flytte dem fra et land til et andet. Det må snart være gået op for både virksomhederne og for kommissionen, siger Jeppe Kofod (S) til Fagbladet 3F.

Morten Messerschmidt (DF) og Rinja Ronja Kari (N) er enige, og de vil følge sagen til dørs, når der skal udnævnes nye kommissærer til efteråret.

Kongskilde oplyser, at virksomheden regner med at finde nyt arbejde i Danmark til de fleste af de ansatte i Sorø, som led i en større plan. Virksomheden afviser også, at der skulle være en sammenhæng mellem lukningen af produktionen i Sorø og etablering af den nye fabrik i Polen.

- Vi havde lukket ned under alle omstændigheder, for en ny fabrik i Sorø er ikke lønsom. Vi kan i stedet investere i vores fabrikker i Sønderborg og glæde os over, at antallet af industriarbejdspladser fastholdes i Danmark, siger Ole Gade, administrerende direktør i Kongskilde til fagbladet.

Som konsekvens af Fagbladet 3F's henvendelse har EU-Kommissionen bedt de polske myndigheder om en redegørelse om sagen.

Den aktuelle sag om Kongskilde kommer i kølvandet på en række andre sager, hvor danske virksomheder som Royal Greenland, LM Wind Power og Coloplast har modtaget millioner af kroner fra EU til at flytte job til østeuropæiske lande.

Det har ført til, at EU-Parlamentet har pålagt kommissionen at kulegrave hele området.

/ritzau/