EU-politikere: Vestager skal tage mange interne slagsmål

Skrevet af admin

10/09/2014

Dagens topnyheder

Margrethe Vestager kan se frem til dage fyldt med kampe både internt i EU-Kommissionen og med store globale virksomheder.

Det vurderer flere af EU-Parlamentets danske medlemmer onsdag, hvor den tidligere radikale minister er blevet indstillet til posten som konkurrencekommissær.

Socialdemokraternes Jeppe Kofod, som blev valgt ind i parlamentet i maj, lægger vægt på, at Vestager skal bruge sin tyngde og kompetence til at blive hørt blandt de øvrige 27 kommissærer.

- Vestager skal sætte sig igennem i, hvad der tegner til at blive den hidtil absolut stærkeste kommission, vi nogensinde har haft. Jeg tror at bølgerne kommer til at gå højt i de interne møder, siger han.

Morten Helveg Petersen (R) er enig. Posten er stor og tung og kræver mod og styrke, når slagsmålene skal tages.

- EU's konkurrencepolitik tager kampen op med globale giganter og store virksomheder på vegne af de europæiske borgere, siger han.

Kampen om at komme ind i maskinrummet i kommissionen bliver også af Dansk Folkepartis Anders Vistisen fremhævet som en af Vestagers mange udfordringer:

- Hendes post vil ikke placere hende tæt på den daglige politik, så det er noget hun må tilkæmpe sig, hvis hun kan.

Spørgsmålet om statsstøtte hører ind under konkurrenceområdet og bliver også nævnt som en udfordring de kommende år.

- For mig er det vigtigt, at Margrethe Vestager arbejder for, at EU-lande ikke har mulighed for at uddele statsstøtte til virksomheder alene for, at virksomheden kan flytte produktionen til et andet land. Det er konkurrenceforvridende, siger Ole Christensen (S).

- Vi har set det med Danish Crown for nylig, der med støtte i ryggen flyttede arbejdspladser til England, siger han.

Bendt Bendtsen (K) er enig i, at det er her kampen ligger.

- Hun skal sætte sig igennem i kommissionen, så vi ikke udvikler nye støtteordninger, som blot flytter rundt på arbejdspladser i EU for skatteydernes penge, siger Bendt Bendtsen, som har været medlem siden 2009.

/ritzau/