EU-præsident advarer om tektoniske forandringer af EU

Skrevet af admin

27/10/2015

Dagens topnyheder

EU-præsidenten, Donald Tusk, advarer nu om, at flygtninge- og migrationskrisen er så voldsom, at den har potentiale til at skabe tektoniske forandringer af det politiske landskab i Europa.

Han kalder flygtningekrisen for den største udfordring for EU i årtier og maner til enighed og sammenhold mellem medlemslandene og EU's institutioner.

- Jeg er ikke i tvivl om, at udfordringen har potentiale til at forandre det EU, vi har opbygget. Den har endda potentiale til at ødelægge resultater som grænseløse rejser mellem Schengen-landene, siger Tusk tirsdag i en tale i Europaparlamentet i Strasbourg.

- Og hvad der er endnu mere farligt, så har den potentiale til at skabe tektoniske forandringer i Europas politiske landskab - og det er ikke forandringer til det bedre, siger EU-præsidenten.

Han understreger, at EU-landene må løse flygtninge- og migrationskrisen sammen - ellers tør han slet ikke tænke på alternativet.

- Dette er virkelig ekstraordinære tider, der kræver ekstraordinære tiltag, ekstraordinære ofre og ekstraordinær solidaritet, siger Donald Tusk, der er i Europaparlamentet for at rapportere om resultaterne på de seneste EU-topmøder.

EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, er optaget af at skaffe ly, mad, vand og lægehjælp til de flygtninge og migranter, der allerede befinder sig i EU, nu hvor vinteren nærmer sig.

Juncker opfordrer EU-landene til at finde "fælles løsninger på et fælles problem", og han ser ikke et EU, der er i god form i øjeblikket.

- Vi har set lande, der har sluppet flygtninge igennem fra det ene land til det næste, der er blevet peget fingre ad hinanden, og lande har talt om hinanden, men ikke med hinanden. Det er panikkens politik, siger Juncker.

- Det skaber en illusion om en løsning, men alt, hvad det gør, er at skade dine naboer og solidariteten i EU, siger han.

Juncker opfordrer EU's medlemslande til at leve op til deres løfter, når de lover at stille med mandskab til grænseagenturet Frontex og asylagenturet Easo.

Det går heller ikke stærkt med at få fart på EU's omstridte omfordeling af i alt 160.000 flygtninge mellem EU-landene.

- Ni lande har meddelt os, at de snart kan omfordele mindst 700 mennesker. Men vi har besluttet at omfordele 160.000 flygtninge med behov for international beskyttelse, siger Juncker og tilføjer:

- Medlemslandene bevæger sig langsomt på et tidspunkt, hvor de burde løbe.

/ritzau/