EU-præsident: Militær aktion duer ikke

EU's præsident, Herman Van Rompuy, siger, at en militær aktion i Syrien ikke vil løse konflikten, men han fastslår samtidig, at brugen af masseødelæggelsesvåben kræver en international reaktion i FN.

Rompuy kalder angrebet den 21. august nær Damaskus, hvor omkring 1400 mennesker blev dræbt, for "afskyeligt" og en forbrydelse mod menneskeheden. Men han siger, at et militært angreb ikke vil bidrage til en løsning af krisen.

- Der er ingen militær løsning på den syriske konflikt. Kun en politisk løsning kan afslutte de frygtelige blodsudgydelser, grove menneskerettighedskrænkelser og den vidtrækkende ødelæggelse af Syrien, siger Van Rompuy.

Han talte torsdag til journalister i Sankt Petersborg, hvor den syriske borgerkrig ventes at blive det dominerende emne sammen med diskussioner om den globale økonomi på det igangværende G20-møde blandt verdens førende industrilande.

Ruslands præsident Vladimir Putin har lagt op til, at Syrien skal drøftes under middagen.

I en erklæring fra Van Rompuy hedder det, at "mens vi respekterer de nylige opfordringer til handling, så understreger vi samtidig behovet for at gå fremad ved at behandle krisen i Syrien i en FN-proces."

- Stillet over for den kyniske anvendelse masseødelæggelsesvåben, kan det internationale samfund ikke forblive passivt. Vi må vise, at sådanne angreb er uacceptable og ikke kan tolereres, siger han.

Nogle iagttagere mener, at udtalelserne viser uenighed mellem USA og EU i spørgsmålet om Syrien, ligesom de synes at udtrykke intern splittelse i EU.

Frankrig, der sammen med briterne har størst indflydelse på udenrigspolitikken, siger, at det vil støtte en amerikansk militær aktion.

EU's udenrigsministre mødes fredag og lørdag i Vilnius, hvor de blandt andet vil diskutere Syrien. Den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, vil deltage i en del af mødet, og han ventes at presse på for en militær aktion.

Mens Frankrig har udtrykt klar støtte til et amerikansk-ledet angreb og lignende signaler er kommer fra Danmark, så har de fleste andre EU-lande været meget tilbageholdende med reaktioner.

EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, siger, at diplomati med blandt andet en Syriens-fredskonference i Geneve er den eneste vej frem.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip

Dagens TV