EU-prognose: Der kommer mere skub i dansk økonomi

Skrevet af admin

25/02/2014

Dagens topnyheder

Efter flere magre år er der stadig flere tegn på, at den danske økonomi er ved at komme sig.

Sådan lyder vurderingen fra EU-Kommissionen i deres økonomiske vinterprognose.

Selvom væksten i dansk økonomi i 2013 lå på bare 0,3 procent, vurderer kommissionen, at økonomien i 2014 vil stige med 1,7 procent og 1,8 procent i 2015.

Det, der hovedsageligt vil trække væksten i en positiv retning, er stigende hjemlig efterspørgsel.

Det private forbrug har været lavt siden 2010. Årsagen har blandt andet være meget små lønstigninger.

Men forbrugertilliden er blevet bedre siden sidste sommer, huspriserne er steget i de største byer og renterne er lave.

Derfor lyder vurderingen fra kommissionen i prognosen, at der er potentiale for en stigning i det private forbrug på 1,4 til 1,7 procent om året i 2014 og 2015.

Den bevægelse, der så småt er kommet i dansk økonomi, vil ifølge prognosen lede til en moderat stigning i beskæftigelsen med 0,5 procentpoint årligt i de næste to år.

Beskæftigelsen har ikke nået det høje niveau fra 1980'erne og 90'erne endnu, pointerer kommissionen, som henholder sig til en forbrugeranalyse, som viser, at især danskerne ser lyst på den fremtidige udvikling på arbejdsmarkedet.

Trods udsigt til lysere økonomiske tider understreger kommissionen, at Danmark er et lille land, som let påvirkes, hvis der kommer international økonomisk bølgegang.

Det er endnu for tidligt at konkludere, at den danske økonomi står på sikker grund, vurderer kommissionen.

Det statslige underskud i 2013 endte med at ligge på 0,3 procent af BNP, hvilket er 1,4 procentpoint mindre end forventet. Det skyldes hovedsageligt, at staten har fremrykket beskatningen af kapitalpensionen.

Men i 2015 vil effekten af ændringen være væk igen, og underskuddet vil ifølge kommissionen komme op på 2,7 procent.

Det er dog stadig under de tre procent, ligesom EU anbefaler.

/ritzau/