EU: Regering gambler med muligheden for fred i Ukraine

Skrevet af admin

10/12/2013

Dagens topnyheder

EU's udenrigspolitiske chef, Catherine Ashton, udtrykker tirsdag sin bekymring for, at forsøg på at ende konflikten mellem den ukrainske regering og demonstranter kan overskygges af politiets ransagninger af oppositionens partikontorer mandag.

- Med de seneste begivenheder er der en alvorlig risiko for at afspore processen, advarer Catherine Ashton.

- Jeg opfordrer de ukrainske myndigheder til at udvise tilbageholdenhed og afstå fra yderligere brug af magt for at give mulighed for en forhandlingsløsning på det nuværende politiske dødvande, tilføjer hun ifølge nyhedsbureauet dpa.

Den britiske baronesse flyver tirsdag til Ukraine for at holde hastemøder om den tiltagende politiske krise, der bunder i den ukrainske præsident Viktor Janukovitjs afvisning af en associeringsaftale med EU.

Imens fortsætter ukrainske sikkerhedsstyrker tirsdag formiddag med at rydde barrikader i det centrale Kijev. Oppositionspartiet Svobodas leder, Oleg Tyahnibok, oplyser, at 10 demonstranter er blevet såret i forbindelse med rydningen.

USA's vicepræsident, Joe Biden, gav mandag over for Janukovitj udtryk for Washingtons dybe bekymring over udviklingen, hed det i en erklæring fra Det Hvide Hus.

Biden har talt i telefon med Janukovitj og understreget nødvendigheden af en øjeblikkelig nedtrapning af situationen og en dialog med oppositionen.

Ukrainsk politi stormede mandag aften den bygning, hvor den fængslede oppositionsleder Julia Timosjenkos Fædrelandsparti har sit hovedkvarter.

Øjenvidner siger, at partihovedkvarteret er blevet stormet af "bevæbnede, maskerede mænd", og der er medierapporter om, at den statslige sikkerhedstjeneste SBU står bag aktionen mod hovedkvarteret.

/ritzau/dpa