EU-ret: Ukraines fængsling af Timosjenko strider mod loven

»Retten fandt, at tilbageholdelsen havde været vilkårlig og ulovlig i hele perioden,« lød det fra dommerne ved retten i Strasbourg ifølge AFP.

Desuden tilføjede de, at lovligheden af hendes fængsling ikke efterfølgende er blevet ordentligt gennemgået af det ukrainske retsvæsen.

Timosjenko afsoner syv års fængsel, efter hun blev kendt skyldig i at have misbrugt sit embede til at forhandle en gasaftale på plads med Rusland i januar 2009. EU vurderer dog, at fængslingen er taktisk begrundet for at holde Timosjenko ude af politik.

Kendelsen bør vise den ukrainske præsident, at der skal ske noget i sagen, mener den danske europaminister Nicolai Wammen (S):

»Dagens kendelse er alvorlig og desværre ikke overraskende. Den viser med al tydelighed, at den ukrainske regerings håndtering af Timosjenko-sagen lader meget tilbage at ønske og langt fra er tilfredsstillende. Det var netop derfor, at jeg sammen med mine europæiske kolleger tog sagen op over for præsident Janukovitj under kvartetbesøget i Kiev, hvor vi under en lang drøftelse insisterede på, at der findes en løsning i sagen. Dagens kendelse er endnu et vink med en vognstang til Ukraines præsident om, at der snarest må findes en løsning i Timosjenko-sagen,« udtaler han i en skriftlig kommentar.

Samme melding kom fra Timosjenkos advokat kort efter kendelsen fra Menneskerettighedsdomstolen:

»Jeg opfordrer præsident Janukovitj til ikke at kære denne beslutning, men i stedet at følge reglerne. Den eneste, der er tilbage at gøre nu, er at løslade fru Timosjenko øjeblikkeligt,« sagde han.

Under sit fængselsophold har den tidligere premierminister klaget over, at hun er blevet mishandlet, da hun blev flyttet til et hospital sidste år. Men den europæiske domstol mente ikke, at der var belæg for, at der er sket menneskerettighedsbrud.

Dagens Gossip