EU: Schengen skal virke igen senest til december

Skrevet af admin

03/03/2016

Mest læste i dag

Grænsekontrollerne i Europa skal være væk igen inden årets udgang. Og Grækenland kan blive ekskluderet fra Schengen-samarbejdet om åbne indre grænser i Europa, hvis de ikke får styrket deres grænsekontrol mod Tyrkiet senest 12. maj.

Det er ifølge flere internationale medier nogle af hovedpunkterne i en plan, som EU-Kommissionen fremlægger fredag forud for et afgørende topmøde mandag mellem EU og Tyrkiet om at begrænse menneskestrømmen til EU.

- Vi vil i morgen (fredag, red.) vedtage en køreplan for, hvordan vi genetablerer et fuldt funktionsdygtigt Schengen-system, siger en kilde i EU-Kommissionen til nyhedsbureauet AFP.

I forsøg på at dæmme op for strømmen af flygtninge og migranter har det ene land efter det andet, heriblandt Danmark, genindført midlertidige grænsekontroller i Europa, men nu skal det altså snart være slut, hvis det står til EU-Kommissionen.

EU-planen fastslår også, at den nye grænse- og kystvagt, der i nødstilfælde også kan indsættes imod et medlemslands egen vilje for at bevogte de ydre grænser, skal være "fuldt operationsdygtig" senest til november.

Det vil koste EU-landene svimlende summer, hvis Schengen-samarbejdet ender med at kollapse under trykket fra de over en million flygtninge og migranter, der ankom sidste år, og de foreløbig over 130.000, der allerede er ankommet i år.

Ifølge netmediet Politico.eu har EU-Kommissionen således beregnet, at det vil koste europæisk økonomi mellem syv og 18 milliarder euro om året - mellem 52,5 og 135 milliarder kroner - hvis de gamle grænsekontroller bliver genindført i fuldt omfang i hele Schengen-området.

EU-præsidenten, Donald Tusk, kommer torsdag med sin hidtil klareste opfordring til alle økonomiske migranter, der drømmer om Europa.

- Lad være med at komme til Europa. Tro ikke på smuglerne. Lad være med at risikere jeres liv og jeres penge. Det vil alt sammen være for ingenting, siger Donald Tusk.

- Grækenland eller andre europæiske lande vil ikke længere være et transitland. Schengen-reglerne træder i kraft igen, siger Tusk under et besøg hos den græske premierminister, Alexis Tsipras.

Premierminister Mark Rutte fra det hollandske EU-formandskab siger før mandagens topmøde mellem EU og Tyrkiet, at målet er at få menneskestrømmen til EU ned på et niveau, hvorfra man kan få øje på tallet nul.

- Vi bliver nødt til at komme tilbage til et niveau, hvorfra vi kan se nul. Det skal virkelig være betragteligt lavere end i dag, siger Rutte.

/ritzau/