EU-skeptisk Løkke vækker glæde hos Dansk Folkeparti

Skrevet af admin

04/12/2015

Dagens topnyheder

Torsdag stemte vælgerne nej til at omdanne det danske retsforbehold i EU til en tilvalgsordning.

En af dem, der kan tage vinderminen på og danse sejrsdans, er Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl. Men det er ikke kun de 53,1 procent af vælgerne, der satte kryds i nej-boksen, der glæder Thulesen Dahl.

Det gør også en mere ydmyg statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), der i sin tale efter nederlaget varslede en mere kritisk kurs over for EU.

Statsministeren erklærede, at "EU skal koncentrere sig om sin kerneopgave og ikke brede sig for meget ind over landenes selvbestemmelsesret."

- Vi skal sikre, at Europa ikke udvikler sig til en social union, men i stedet koncentrerer sig om det, unionen er skabt omkring, nemlig at sikre frihandel, vækst og fred på det europæiske kontinent, lød det fra Lars Løkke Rasmussen.

De meldinger er Dansk Folkepartis formand glad for.

- Statsministeren vil nu sætte mere kraft bag den dagsorden, som vi har talt om for længe siden omkring Storbritannien. Og hvis aftenens resultat betyder, at han vil sætte mere skub på det, så er det jo en rigtig glædelig nyhed, siger DF-formanden.

Med blikket rettet mod briterne henviser Thulesen Dahl til den aftale, som partierne i blå blok indgik i valgkampen.

Dengang ville man gøre det sværere for andre EU-landes borgere at optjene ret til danske velfærdsydelser som for eksempel dagpenge, kontanthjælp og børnepenge.

Samtidig gav de blå partier hinanden håndslag på at støtte Storbritannien i landets kamp for en aftale med mindre tilknytning til EU og mere selvbestemmelse.

- Jeg synes, at der er nogle positive elementer i den måde, statsministeren reagerer på. Blandt andet at han reflekterer over, at der nu skal sættes mere kraft bag de elementer, vi aftalte i valgkampen i forhold til den britiske kurs.

- Samtidig sætter han med det samme gang i det her arbejde med en parallelaftale om Europol, siger Thulesen Dahl.

Dansk Folkeparti er klar til at sætte sig ned ved forhandlingsbordet og diskutere med ja-partierne.

- Vi har hele tiden været indstillet på, at skal man lave en Europa-politik, der har bred opbakning fra befolkningen, så skal man have os partier med, som de vælgere, der stemmer nej, føler sig bedre repræsenteret af, lyder det fra Thulesen Dahl.

/ritzau/