EU straffer russiske spionchefer med sanktioner

EU indfører sanktioner mod Ruslands to mest højtstående efterretningsfolk - Alexander Bortnikov, leder af FSB, samt Mikhail Fradkov, der er ansvarlig for Ruslands udenlandske efterretningsarbejde. FSB tager sig udelukkende af efterretningsopgaver internt i Rusland.

EU-landenes udenrigsministre besluttede på et møde i tirsdags i Bruxelles, at flere personer og virksomheder skulle straffes for deres rolle i Ukraine-krisen.

Nu står det klart, at efterretningslederne er på listen, der tæller yderligere personer 15 personer fra Rusland eller Ukraine samt 18 virksomheder og organisationer.

Derudover ville udenrigsministrene have udvidet kriterierne for, hvem der må sanktioneres, til også at omfatte russiske pengemænd, som har støttet eller har gavn af de beslutningstagere, der er ansvarlige for annekteringen af Krim-halvøen.

Offentliggørelsen af navnene kommer samme dag, som EU's ambassadører har bedt EU-Kommissionen om at forberede de lovgivende tekster, der skal til, for at EU i næste uge kan vælge at indføre bredere økonomiske sanktioner, som blandt andet kan ramme dele af Ruslands finans-, våben- og energisektor.

EU har været tilbageholdende med at indføre de økonomiske sanktioner, som i yderste konsekvens også ville kunne skade EU-landene selv.

Men nedskydningen af det malaysiske passagerfly MH17 i det østlige Ukraine for lidt over en uge siden fik EU-ministrene til at reagere ved at opstille en række krav til Rusland om blandt andet at samarbejde om undersøgelsen af flystyrtet og om at stoppe med at sende våben og militante personer over grænsen til Ukraine.

Møder Rusland ikke disse krav inden næste uge, er det sandsynligt at EU-landene som konsekvens beslutter at indføre de mere vidtrækkende økonomiske sanktioner.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip

Dagens TV