EU strammer igen skruen over for Rusland

Skrevet af admin

31/08/2014

Dagens topnyheder

EU-landenes stats- og regeringschefer er på deres topmøde lørdag i Bruxelles enedes om igen at stramme sanktionerne over for Rusland.

EU-Kommissionen og EU's udenrigstjeneste får en uge til at komme med forslag til en ny stramning.

Topmødet siger specifikt, at de skærpede sanktioner skal ramme alle personer, virksomheder og institutioner, der har forbindelse til separatisterne i Donbass-regionen, som dækker de ukrainske provinser Lugansk og Donetsk samt Rostov-regionen i selve Rusland.

Det er ikke nærmere beskrevet, hvad de skærpede sanktioner i øvrigt skal gå ud på. Men i topmødets sluterklæring tales om "betydelige yderligere skridt i lyset af udviklingen i situationen på landjorden".

Ifølge statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) skal sanktionerne "så hurtigt som muligt kunne føres ud i livet".

Beslutningen om at forberede yderligere en stramning af sanktionerne kommer efter de seneste dages rapporter om, at russiske soldater er aktivt involveret i kampe inde i Ukraine.

Topmødets sluterklæring indeholder også en kraftig fordømmelse af de russiske soldaters indtrængen i Ukraine og transporten af våben fra Rusland til det østlige Ukraine.

EU-lederne opfordrer Rusland til straks at trække alle sine tropper og udstyr ud af Ukraine.

Kommissionsformand José Manuel Barroso siger på et pressemøde i Bruxelles, at der på topmødet var enighed om, at "det vil koste meget dyrt, hvis Rusland bliver ved med at optrappe krisen".

- Kommissionen vil handle hurtigt for at fremsætte de nye sanktionsforslag, sådan som Det Europæiske Råd i enighed har bedt os om.

- Kontrasten mellem de gentagne løfter om politisk dialog og den dramatiske virkelighed på landjorden er for stor. Der er ikke nogen militær løsning på krisen. Det er på tide, at alle engagerer sig i at skabe fred. Det er ikke for sent, men tiden rinder ud, siger Barroso.

/ritzau/