EU tager næste skridt i forhandlinger med Tyrkiet

Skrevet af admin

22/10/2013

Mest læste i dag

EU-landenes europaministre har på deres møde tirsdag i Luxembourg endelig åbnet næste forhandlingskapitel om tyrkisk EU-medlemskab.

Det er første gang i tre år, at EU tager hul på et nyt forhandlingskapitel.

Det skulle egentlig være sket tidligere i år. Men det blev udsat, efter at især Tyskland tøvede som reaktion på de tyrkiske myndigheders voldsomme håndtering af demonstrationer i foråret.

Europaminister Nick Hækkerup (S) siger, at EU's skridt ikke er udtryk for, at episoden nu er glemt, og at man stadig ikke er gået i gang med at forhandle om de politikområder, der handler om demokrati.

- Der er ingen fribilletter ind i EU. Man skal opfylde de krav, som der er, og det skal Tyrkiet selvfølgelig også.

- Nu kan man snakke om regionalpolitik. Men der er stadig lang vej, før Tyrkiet kan kalde sig EU-medlemsland, siger Hækkerup, der dog stadig tror på, at Tyrkiet en dag kan komme med i EU.

- Ja, det er realistisk, at det vil ske en dag. Men der er også lang vej endnu, og man må tage det område for område og finde ud af, hvordan tingene skal tilrettelægges.

- I modsætning til en lang periode, hvor det har holdt helt stille, så begynder det nu at bevæge sig igen. Men der er meget meget lang vej til endestationen. siger europaministeren.

Det første forhandlingsmøde om kapitlet, der handler om regionalpolitik, skal holdes 5. november i Bruxelles.

Der er tale om det 14. af de i alt 33 forhandlingskapitler, der langsomt tilpasser den tyrkiske lovgivning til EU's. Målet er formelt, at Tyrkiet en dag kan blive medlem af EU.

/ritzau/