EU til angreb på gebyrer for kortbetalinger

Det er kernen i Europa-Kommissionens forslag til nye regler for kortbetaling, som bliver fremlagt onsdag formiddag. Direktivet skal gøre op med den manglende konkurrence på et marked domineret af Visa og Mastercard og lægge låg på de bankgebyrer, der klinger i kassen, hver gang, der er nogen, der betaler med kort.

Direktivet kan, hvis det vedtages i sin nuværende form ændre markedet for kortbetalinger. Og det er sandsynligt, at det - efter EU-standard - vil glide rimelig let gennem lovgivningsprocessen, vurderer Jens Ring, pressechef på Europa-Kommissionens kontor i København.

»Jeg går ud fra, at man, når man fremlægger det, er rimelig fortrøstningsfuld i forhold til, at det kan komme igennem både Parlamentet og medlemsstaterne. Spørgsmålet er, hvordan lobbyisterne vil reagere, men bankerne, som ejer Visa og Mastercard, har selv været med at til at fastlægge, hvor grænserne skal ligge,« siger han med hensyn til de såkaldte interchange-fees, som er knyttet til hver eneste kortbetaling.

Disse gebyrer varierer kraftigt fra land til land. De danske gebyrer er blandt de laveste, men vil alligevel skulle sænkes som følge af de nye regler. I Danmark er gebyret i dag 0,3 procent for brugen af et debitkort som for eksempel Visa-Dankort, hvilket vil skulle sænkes til 0,2 procent ifølge Europa-Kommissionens forslag. Gebyret for brug af kreditkort ligger i dag på 0,7 procent, og det vil skulle sænkes til 0,3 procent, hvis det nye direktiv går uændret gennem EUs lovgivningsproces.

I andre lande vil lofterne imidlertid have markant større effekt. I Tyskland er gebyret hele 1,7 procent for brugen af debitkort og endnu højere for kreditkort.

Det vil kunne dæmpe bankernes appetit på at udstede kort, vurderer Jens Ring.

Samtidig vi direktivet gøre det lettere for konkurrenter til Visa og MasterCard at rykke ind på markedet.

»Man kunne godt tænke sig, at andre betalingskort rykker ind på markedet, eller at nogen ville forsøge sig med en variant, som vi ikke kender i dag. BitCoin er et netbetalingssystem, som fungerer lidt som alternativ valuta, og de kunne måske forsøge noget. De her regler betyder, at man vil kunne bruge nogle af de systemer, som i dag bruges til e-betaling og mobilbetaling, for eksempel vil en tjeneste som PayPal få en chance for at fungere bedre, og der vil blive skabt rum for innovation,« siger Jens Ring.

Dagens Gossip