EU til Island: Vores dør står stadig åben

Skrevet af admin

13/03/2015

Mest læste i dag

Selv om Islands regering torsdag formelt meddelte EU, at landet ikke længere betragter sig som og ikke vil behandles som kandidat til EU-medlemskab, vil EU-Kommissionen ikke give helt slip.

EU-Kommissionens talskvinde Maja Kocijancic bekræfter fredag i Bruxelles, at man har modtaget et brev fra Islands regering, og at man tager beslutningen til efterretning.

- Den islandske nation er i sin fulde ret til at træffe en fri og suveræn beslutning om, hvordan den vil forfølge sit forhold til Den Europæiske Union. Og vi respekterer selvfølgelig fuldt ud en sådan beslutning, siger Kocijancic.

Talskvinden understreger, at Island stadig er en værdsat partner for EU.

- EU's døre står fortsat åbne for Island, siger hun.

Hun præciserer samtidig, at Island stadig ikke er skrevet helt ud af EU's system for kandidatlande, selv om man ikke længere forhandler om medlemskab.

- Den islandske regering har ikke formelt trukket sin ansøgning tilbage. Den har suspenderet forhandlingerne i en toårig periode.

- Hvis den efter afslutningen af den toårige periode beslutter formelt at trække sit kandidatur, så må den meddele det til rådet, som skal træffe den nødvendige beslutning, siger Maja Kocijancic.

Oplysningen om de to års suspension af forhandlingerne fremgår ikke direkte af det brev, Islands udenrigsminister, Gunnar Bragi Sveinsson, har sendt til EU's udvidelseskommissær Johannes Hahn og Letlands udenrigsminister Edgard Rinkevics som repræsentant for EU-formandskabet.

- Det er den islandske regerings faste holdning, at Island ikke skal regnes som kandidatland til EU-medlemskab og finder det passende, at EU retter sine arbejdsprocedurer ind efter det, hedder det blandt andet i brevet.

Da den islandske regerings brev blev kendt torsdag aften, samledes omkring 200 mennesker i spontant i demonstration foran parlamentet i Reykjavik.

Fredag middag har omkring 2000 ifølge nyhedsbureauet dpa meldt sig til en større planlagt demonstration mod den borgerlige regerings EU-kurs på søndag.

/ritzau/