EU til Østrig: Jeres nye flygtningekvoter er ulovlige

Skrevet af admin

18/02/2016

Mest læste i dag

Østrigs beslutning om blandt andet at sætte et dagligt og et årligt loft for, hvor mange flygtninge og migranter der kan komme ind i landet, strider mod både EU's lovgivning og folkeretten.

Det skriver EU's migrationskommissær, Dimitris Avramopoulos, i et brev til den østrigske indenrigsminister, Johanna Mikl-Leitner.

I brevet, som Ritzau er i besiddelse af, opfordrer Avramopoulos den østrigske regering til straks at genoverveje de nye regler.

Den østrigske regering meddelte onsdag, at den maksimalt vil tage imod 80 asylansøgere om dagen.

- En sådan politik vil være klart uforenelig med Østrigs forpligtelser i henhold til både europæisk lovgivning og folkeretten. Østrig er forpligtet til at acceptere enhver asylansøgning, der måtte blive afleveret inden for eller ved landets grænser, skriver kommissæren.

Han udtrykker også bekymring over en anden del af de nye østrigske regler. Det handler om, at Østrig vil sætte et dagligt loft for, hvor mange mennesker der får lov til at rejse igennem landet for at søge asyl i et andet land. Det tal skal være 3200.

- Et ønske om at rejse gennem ét EU-medlemsland for at søge om asyl i et andet medlemsland er ikke en acceptabel begrundelse for at lade folk rejse ind, skriver Avramopoulos.

I brevet understreger han, at der gælder klare regler på området.

- Personer med behov for international beskyttelse skal i princippet søge om asyl og blive i det første "sikre" land, de når til. Folk, der søger om international beskyttelse, kan ikke frit rejse videre til det land, de selv måtte ønske, skriver Avramopoulos.

På EU-topmødet, der begynder torsdag eftermiddag i Bruxelles, skal de europæiske stats- og regeringschefer blandt andet tale om de fælles udfordringer med at håndtere de mange flygtninge og migranter, der for tiden søger mod Europa.

Det er som udgangspunkt kun meningen, at landene skal gøre status over de tiltag, de allerede er enige om. Men blandt andet den østrigske lovstramning ventes at sætte mere gang i debatten om solidaritet på tværs af EU's grænser.

/ritzau/