EU til Rusland: I har ingen vetoret i Europa

Skrevet af admin

29/11/2013

Mest læste i dag

EU-toppen advarer fredag Rusland mod at forsøge at lægge pres på Ukraine og andre tidligere sovjetrepublikker og søge indflydelse på de beslutninger, de træffer som frie nationer.

- Ruslands handlinger over for de østlige partnere er uforenelige med, hvordan internationale relationer burde fungere på vores kontinent i det 21. århundrede, siger EU-præsident Herman Van Rompuy ved et pressemøde i Litauens hovedstad, Vilnius.

Van Rompuy gør det klart, at "enhver russisk handling, der sigter mod at få indflydelse på østeuropæiske landes suveræne beslutninger", vil være i strid med principperne i Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, OSCE.

EU-præsidenten bliver på pressemødet i Vilnius suppleret af EU's kommissionsformand, José Manuel Barroso, der ifølge nyhedsbureauet AFP siger, at man ikke kan acceptere et russisk veto eller anden indblanding i EU's bånd til andre lande.

- Tiderne med begrænset suverænitet er forbi i Europa, siger Barroso.

Van Rompuys og Barrosos bemærkninger falder efter et to dage langt topmøde mellem EU's 28 stats- og regeringschefer og politiske topfolk fra Armenien, Aserbajdsjan, Georgien, Moldova, Hviderusland og Ukraine.

Det var egentlig planen, at topmødet skulle have været brugt til at sætte endelig underskrift på en allerede færdigforhandlet stor frihandels- og associeringsaftale med Ukraine. Og forstadiet til lignende aftaler med Armenien, Georgien og Moldova.

Men kun forunderskriften med Georgien og Moldova blev til noget.

Både Barroso, Van Rompuy, den tyske forbundskansler, Angela Merkel, Danmarks statsminister, Helle Thorning-Schmidt (S), og flere andre EU-ledere har i forbindelse med mødet sagt, at EU's tilbud til Ukraine stadig står ved magt.

Men de har også meget bestemt afvist et ukrainsk ønske om, at man skal inddrage Rusland i de videre forhandlinger for at få den EU-ukrainske aftale på plads.

- Det er ikke acceptabelt. Vi kan ikke have trepartsforhandlinger om en aftale mellem to parter, siger Barroso.

/ritzau/