EU: Tilbuddet til Ukraine er stadig på bordet

Skrevet af admin

28/01/2014

Dagens topnyheder

EU-Kommissionen bekræfter tirsdag, at tilbuddet om en associerings- og frihandelsaftale med Ukraine stadig er åbent - men ikke er den mest akutte prioritet.

- Den overordnede intention har ikke ændret sig. Vi sigter stadig mod en situation, der vil tillade, at EU og Ukraine kan nærme sig hinanden via en associeringsaftale.

- Men hver ting til sin tid, siger EU-Kommissionens cheftalskvinde, Pia Ahrenkilde-Hansen, på kommissionens daglige pressebriefing tirsdag i Bruxelles.

Men Ahrenkilde konstaterer også, at de politiske betingelser, der skal muliggøre en dialog mellem alle relevante parter og stabilisere situationen, ikke har været til stede de seneste dage. Men at EU-Kommissionen er aktivt i forsøget på at yde bistand.

- Der sker ting i øjeblikket i Ukraine, konstaterer kommissionens cheftalskvinde.

Hun ønsker endnu ikke at knytte konkrete kommentarer til de seneste timers begivenheder, hvor Ukraines premierminister, Mykola Asarov, er trådt tilbage, og parlamentet har ophævet en række omstridte love, der har begrænset mulighederne for at demonstrere.

EU-kommissær Stefan Füle, der har ansvar for EU's udvidelse og naboskabspolitik, kom sent mandag tilbage til Ukraine blot to dage efter hans sidste besøg. Senere tirsdag støder også EU's udenrigschef, Catherine Ashton til.

Tirsdag eftermiddag vil den spændte situation i Ukraine også være på dagsordenen, når EU-præsident Herman Van Rompuy og et par af EU's øvrige topfolk tager imod Ruslands præsident, Vladimir Putin, og udenrigsminister Sergej Lavrov til EU-Rusland topmøde i Bruxelles.

/ritzau/