EU-tilhængere indhenter tidlig føring til "leave"-siden

Skrevet af admin

24/06/2016

Dagens topnyheder

Resultatet af torsdagens EU-afstemning i Storbritannien er fortsat umuligt at forudsige.

Ved 03.40-tiden dansk tid har den side, der bakker op om fortsat EU-medlemskab, et lille forspring på 50,7 procent mod 49,3 procent af stemmerne.

Det er resultaterne i større kredse som Glasgow og Oxford - og også Wandsworth -, der har sendt "remain"-siden i front.

Indtil da så det ud til, at "leave"-siden udbyggede sin føring, efter at et flertal i de nordøstengelske byer Sunderland og Newcastle havde stemt for at forlade det europæiske samarbejde. I Sunderland var flertallet overvældende med 61 procent.

Resultaterne i store byer længere mod syd som eksempelvis London og Birmingham er endnu ikke talt med, og resultaterne her ventes at give mere vægt til "remain"-siden.

Ifølge BBC har cirka tre millioner briter sat kryds ved "remain" efter at 79 kredse er talt op. På "leave"-siden er det cirka det samme.

Der mangler fortsat resultater fra over 300 kredse.

Ved 4-tiden menes to femtedele af valgkredsene at være talt op, og ved 6-tiden er det formentlig oppe på ni ud af ti, skriver The Guardian.

/ritzau/