EU-topchef diskuterer Iran og Yemen med Saudi-Arabien

Skrevet af admin

28/07/2015

Mest læste i dag

EU's udenrigspolitiske chef, Federica Mogherini, har mandag haft samtaler i Saudi-Arabien for både at forklare om den aftale, som hun var med til at mægle om Irans atomprogram, og for at få bragt en ende på krigen i Yemen.

Mogherini mødtes med udenrigsminister Adel al-Jubeir. Hun er den seneste højtstående vestlige besøgende, der besøger det stenrige kongedømme i et forsøg på at dæmpe saudiarabernes bekymring over aftalen med Iran.

Hun fortsætter tirsdag til Iran for at drøfte implementeringen af den aftale, der blev indgået 14. juli i Wien. Aftalen skal forhindre, at Iran bliver i stand til at fremstille en atombombe.

EU har spillet en førende rolle i de årelange samtaler mellem Frankrig, Kina, Rusland, Storbritannien, USA, Tyskland og Iran. USA's forsvarsminister, Ashton Carter, besøgte i sidste uge Saudi-Arabien for at drøfte aftalen.

Mogherini har hilst aftalen meget velkommen og ser den som et tegn på håb for hele verden.

- Hun tror på, at det er en god aftale, og at den skal modtages positivt, sagde en europæisk diplomatkilde til nyhedsbureauet AFP forud for hendes besøg i Riyadh.

Aftalen fordrer, at Iran begrænser sine atomkapaciteter, herunder antallet af urancentrifuger, der er nødvendige til at oparbejde uran.

Internationale inspektører vil overvåge processen, og til gengæld vil den embargo, der har lammet den iranske økonomi, blive hævet. Aftalen vil betyde, at Irans olieeksport gradvist vil komme i gang igen, og milliarder af indefrosne aktiver vil blive frigivet.

I sidste uge sagde Saudi-Arabiens udenrigsminister Jubeir, at aftalen syntes at have effektive garantier, herunder en overvågningsmekanisme og truslen om hurtigt at kunne genindføre sanktioner, hvis stormagterne føler, at Iran ikke lever op til sine forpligtelser.

Men han tilføjede, at Teherans støtte til regional "terrorisme" fortsat vækker bekymring.

Saudi-Arabien og landets sunnimuslimsk dominerede nabolande beskylder deres shiamuslimske rival for at blande sig i, hvad der sker i Bahrain, Irak, Syrien, Libanon og Yemen.

/ritzau/AFP