EU-toppen forfremmer dansk ambassadør

Skrevet af admin

19/03/2015

Dagens topnyheder

Sidste år var det tæt på, at den danske statsminister fik nyt job som EU-præsident i Bruxelles.

Nu bliver det i stedet Danmarks førstemand i byen gennem fem år, EU-ambassadør Jeppe Tranholm-Mikkelsen, der bliver den højest placerede dansker i EU-hovedstaden.

EU-topmødet har torsdag aften godkendt den danske topdiplomat til at overtage jobbet som generalsekretær for EU's ministerråd, når tyskeren Uwe Corsepius stopper til sommer.

- Tillykke! EU-topmødet er enstemmigt enedes om, at min kandidat Jeppe Tranholm-Mikkelsen efterfølger Uwe Corsepius som generalsekretær for EU's ministerråd, skriver EU-præsident Donald Tusk på Twitter.

Det var egentlig allerede besluttet, at danskeren til sommer skulle rykke til Washington som dansk ambassadør dér.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt siger i en kommentar til udnævnelsen, at topdiplomaten er ideel til jobbet i Bruxelles.

- Jeppe Tranholm-Mikkelsen nyder ikke kun meget stor respekt i Danmark som en enestående kompetent EU-ambassadør. Han er også meget respekteret blandt EU's medlemslande. Ikke mindst for sin dygtighed og evne til at finde fælles løsninger på svære problemer.

- Som statsminister har jeg haft et fremragende samarbejde med Jeppe Tranholm-Mikkelsen. Han har været en overordentlig god ambassadør for Danmark. Jeg ønsker ham held og lykke i hans nye stilling, siger Thorning.

Jobbet som generalsekretær er - ligesom jobbet som EU-ambassadør - en post uden for offentlighedens rampelys. Men samtidig en helt centralt placeret og meget aktiv aktør i EU's daglige lovgivningsmaskineri.

Mens EU-præsident Donald Tusk og hans kabinetschef Piotr Serafin står i spidsen for Det Europæiske Råd, der består af stats- og regeringscheferne, er ministerrådet de mange forskellige forsamlinger af menige ministre i de 28 medlemslande.

Ministerrådet ledes et halvt år ad gangen af et af landene. For tiden er det Letland, hvis finansminister, sundhedsminister, miljøminister, landbrugsminister og andre fagministre leder de hyppige rådsmøder i Bruxelles.

Bag formandskabet står rådssekretariatet, der altså nu skal ledes af danskeren, som står for hele den praktiske forberedelse og drift af møder og dokumenter.

/ritzau/