EU trækker sig: Det røde og danske Ø-mærke er reddet

Også i fremtiden kan vi kigge efter det kendte, røde Ø-mærke når vi vil handle økologisk.

Det står fast nu, efter at EU har lovet at droppe et forbud. EU havde ellers barslet med et forslag om, at de mange nationale mærkningsordningen skulle forbydes - og i stedet skulle EUs eget mærke trumfes igennem.

Men på et møde i dag med EUs landbrugskommissær Dacian Ciolos, har Danmark og fødevareminister Dan Jørgensen (S) fået løfte om, at Kommissionen dropper forslaget, som ville have haft store konsekvenser for natur, miljø, forbrugerne og de økologiske landmænd.

Og det vækker glæde blandt økologerne.

- Vi takker Dan Jørgensen for et ekstremt hurtigt arbejde for at sikre det danske Ø-mærke. Når det er EU, plejer alt at tage pænt lang tid. Ministeren fik sat turbo på sagen, og det er en lettelse af have den af vejen, siger Per Kølster, formand for Økologisk Landsforening, Danmarks forening af økologiske landmænd, virksomheder og forbrugere.

Forslaget kom i foråret som led i nye scenarier for, hvordan EU's økologiforordning skulle udvikle sig. Der var hurtigt enighed i Danmark om, at det skulle stoppes.

- Ø-mærket har været meget vigtigt i opbygning af et tårnhøjt kendskab og tillid til de økologiske fødevarer i Danmark. Et forbud ville have haft negative konsekvenser for økologisk salg og dermed også for naturen, dyrevelfærd, miljøet og de økologiske producenter, siger Per Kølster.

Danmark har det højeste øko-salg i hele verden. Danskerne kender det røde Ø som en garanti for en grundig kontrol, og hele 66 procent ved eksempelvis, at Ø-mærket viser vejen til rene fødevarer uden rester af sprøjtegift og unødige tilsætningsstoffer.

98 procent af befolkningen kender Ø-mærket og 84 procent har tillid til mærket. Det er en verdensrekord, oplyser Økologisk Landsforening.

Dagens Gossip

Dagens TV