EU truer med at ophæve aftaler om informationsdeling med USA

Advarslen fra kommissæren afspejler europæisk utilfredshed med afsløringer af, at USA i stor stil har overvåget europæiske internetbrugere. En række EU-lande har desuden fordømt USAs overvågning af europæiske allierede, efter at den amerikanske whistleblower - og verdens måske mest eftersøgte mand - Edward Snowden har lækket informationer om de amerikanske myndigheders spionage mod blandt andet europæiske ambassader og EU-institutioner. Og det er USAs overvågning, der kan føre til en ophævelse af de to aftaler.

Cecilia Malmström, der er kommissær for EUs indre anliggender, rettede torsdag skriftlig henvendelse til finansministeriet og ministeriet for hjemlandssikkerhed i USA. Kommissæren gav udtryk for dyb europæisk bekymring over implementeringen af de to aftaler, der begge blev indgået i kølvandet på terrorangrebet mod World Trade Center den 11. september 2001, og som af den amerikanske regering betragtes som en vigtig brik i kampen mod terror.

De to aftaler, det drejer sig om, er Programmet til Sporing af Finansiering af Terrorisme (TFTP), som giver USAs Finansministerium adgang til europæisk data om internationale finansielle transaktioner, og en aftale om lister med navne på flypassagerer. Alle denne type oplysninger videregives i henhold til de to aftaler til USAs Ministerium for Hjemlandssikkerhed, der har til ansvar at beskytte amerikansk territorium mod terrorangreb.

»Hvis vi ikke kan demonstrere fordelene ved (aftalerne, red.) for vores borgere og det faktum, at de er blevet gennemført i fuld overensstemmelse med loven, vil deres troværdighed blive alvorligt påvirket, og i et sådant tilfælde vil jeg være forpligtet til at genoverveje om betingelserne for deres gennemførelse stadig er opfyldt,« lød meldingen fra Cecilia Malmström til de to amerikanske ministerier.

»Den gensidige tillid er blevet alvorligt udhulet, og jeg forventer, at USA vil gøre alt for at genskabe den,« skrev hun ifølge nyhedsbureauet Reuters i brevet til de to ministerier.

Kommissæren sender næste uge et hold embedsfolk til Washington. De skal mødes til på forhånd planlagte revurderinger af aftalerne om informationsdeling.

Kilden til de diplomatiske kurrer på tråden mellem EU og USA, whistlebloweren Edward Snowden, sidder angiveligt fortsat i limbo i lufthavnen i Moskva. Han har søgt om asyl i 27 forskellige lande for at undgå retsforfølgelse i USA, der kræver ham udleveret.

Nicaraguas præsident, Daniel Ortega, oplyste fredag, at hans regering vil være villig til at give politisk asyl til Edward Snowden, »hvis omstændighederne tillader det«.

Dagens Gossip