EU tvinger staten til lavere skat

Tusindvis af danskere slipper nu billigere i skat.

Det sker, efter at EU skrider ind over for den måde, som staten i årevis har praktiseret personfradraget for de mange danskere, der arbejder en del af året i udlandet.

Blandt andre sygeplejersker og håndværkere kan nu se frem til et fuldt personfradrag, og det kan betyde op til omkring 7600 kroner mere udbetalt årligt, skriver Ugebrevet A4.

Tidligere er danske skatteydere, der arbejdede en del af året i et af de nordiske lande, Tyskland eller Holland ellers blevet spist af med et personfradrag, der blev reduceret med den andel løn, der blev tjent i udlandet.

Det vil sige, at hvis halvdelen af lønnen blev tjent i Norge, så fik man kun halvt personfradrag.

Men det lavere personfradrag til danskere med arbejde i nabolande er ifølge EU-Kommissionen en hindring for arbejdskraftens fri bevægelighed.

Kommissionen mener, at danskere med arbejde i udlandet bliver stillet ringere, end dem der bliver hjemme. Og på den baggrund har Kommissionen i over et år lagt pres på den danske regering for at ændre sin skattepolitik.

Sagen var, indtil Ugebrevet A4 afdækkede den i oktober, ukendt for offentligheden. Nu vælger regeringen at rette ind efter EU’s regler. Det oplyser skatteminister Holger K. Nielsen (SF) i et svar til Folketingets Europaudvalg.

Det har ikke været muligt at få en uddybning af svaret fra ministeren. Men han skriver, at i betragtning af de EU-domme, der er afsagt på området, "må det imidlertid erkendes, at de danske regler for beregning af personfradrag skal ændres."

Den nye politik for personfradrag bør få borgere, der har arbejdet i et af de nordiske lande eller et EU-land til at tjekke deres årsopgørelser for 2010, 2011 og 2012.

Det anbefaler skatterådgiver Jonas Madsen fra revisions- og rådgivningsvirksomheden KPMG’s EU-Skattecenter i Amsterdam over for A4.

/ritzau/

Dagens Gossip