EU udbetaler 500 millioner euro til Ukraine

Tirsdag udbetaler EU 500 millioner euro, hvilket svarer til omkring 3,75 milliarder kroner, til Ukraine, oplyser EU-Kommissionen tirsdag.

Pengene er en del af en større lånepakke, som skal hjælpe det uroplagede land økonomisk på fode igen.

I alt har EU øremærket 1,6 milliarder euro, 12 milliarder kroner, til at hjælpe Ukraine. Lige omkring otte af dem mangler stadig at blive udbetalt.

EU's økonomikommissær Olli Rehn siger onsdag, at udbetalingen er et tegn på europæisk solidaritet over for det ukrainske folk.

- Det er afgørende, at Ukraine griber denne mulighed for at gennemføre reformer, som kan skabe stabilitet i budgetterne, bæredygtig vækst og jobskabelse.

Udbetalingen sker kort tid inden, at handels- og associeringsaftalen mellem de to parter bliver underskrevet i Bruxelles 27. juni.

I forbindelse med at aftalen snart bliver en realitet, har EU og Rusland mandag holdt et møde om, hvilke konsekvenser det eventuelt vil have for russisk økonomi.

EU understregede ifølge EU-Kommissionen, at aftalen er forenelig med Ukraines deltagelse i den russiske toldunion, og at det vil være uberettiget, hvis Rusland vælger at afbryde handelsforbindelserne med Ukraine.

Rusland understregede, at det ukrainske marked er vigtigt for russisk eksport og foreslog derfor en mekanisme, som skal sikre gennemsigtighed i de ændringer, der vil komme med handelsaftalen mellem EU og Ukraine.

Det er tredje gang, Rusland og EU holder møde om følgerne af den kommende handelsaftale, og parterne blev enige om at fortsætte drøftelserne.

/ritzau/

Dagens Gossip