EU-udenrigschef vil presse Tyrkiet for fred med kurdere

Den markant forværrede konflikt mellem Tyrkiet og kurderne skal løses, lyder det fra EU's udenrigschef, Federica Mogherini, før et topmøde mellem EU-landene og Tyrkiet søndag i Bruxelles.

Udenrigschefen nævner blandt andet, at man skal drøfte "menneskerettigheder, mediefrihed og fredsprocessen med kurderne".

- Jeg vil gerne understrege vigtigheden af fredsprocessen med kurderne. Det er vigtigt at sætte skub i den, og EU vil støtte denne fredsproces med kurderne, siger Mogherini.

Mødet falder umiddelbart efter parlamentsvalget i Tyrkiet, hvor præsident Recep Tayyip Erdogans parti, AKP, har sat sig tungt på magten.

Derfor skal EU, siger Mogherini, sørge for at få et godt samarbejde og en indlede en god dialog med den tyrkiske regering.

- Vi skal se dette samarbejde i et bredere perspektiv. Vi samarbejder med Tyrkiet på mange områder, blandt andet om Syrien - som er det vigtigste - men også den interne situation i Tyrkiet og efter valget.

I forbindelse med topmødet, hvis centrale emne bliver en aftale, der skal sikre, at Tyrkiet - til gengæld for et betydeligt milliardbeløb - skal hjælpe med at håndtere flygtninge, vil man også drøfte Tyrkiets position som kandidatland til optagelse i EU.

Disse forhandlinger, hvor man vil åbne nye kapitler i optagelsesprocessen, handler helt specifikt om "demokratiske frihedsrettigheder," siger den svenske statsminister, Stefan Löfven, på vej ind til mødet.

- Disse kapitler omhandler præcis disse forhold, siger Löfven.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV