EU-udenrigsministre på særmission til Ukraine

Skrevet af admin

19/02/2014

Mest læste i dag

Polens, Frankrigs og Tysklands udenrigsministre tager torsdag formiddag en tur omkring Ukraines hovedstad, Kijev, umiddelbart inden de klokken 14 mødes med deres EU-kolleger i Bruxelles for at diskutere, om EU skal indføre sanktioner mod Ukraine.

Den polske udenrigsminister, Radoslav Sikorski, skriver onsdag eftermiddag selv på det sociale medie Twitter, at han er "på vej til Kijev", og at han og hans tyske og franske kollega - Frank-Walter Steinmeier og Laurent Fabius - torsdag skal mødes med præsident Viktor Janukovitj.

Ligeledes onsdag eftermiddag har den polske viceudenrigsminister, Piotr Serafin, med en udtalelse til journalister skabt nogen forvirring om, hvorvidt der allerede er opnået enighed i EU-kredsen om at indføre sanktioner.

Flere EU-ledere har udtalt sig offentligt til støtte for sanktioner, og EU-præsident Herman Van Rompuy har som eksempel nævnt, at der kan blive tale om økonomiske sanktioner og rejserestriktioner.

Serafin siger ifølge nyhedsbureauet Reuters til journalister, at der tegner sig et billede af enighed i EU-kredsen, efter at den polske premierminister, Donald Tusk, har haft en række telefonmøder med flere andre EU regeringschefer og ledende skikkelser i EU.

- Begivenhederne i løbet af de sidste 24 timer begrunder afgørelsen fra EU om at indføre sanktioner. Der var fuld enighed blandt alle dem, som premierminister Tusk talte med, siger Serafin.

Diplomatiske kilder i Bruxelles understreger dog, at intet er besluttet endnu.

Der bliver onsdag eftermiddag og aften stadig holdt møder på ambassadørniveau for at forberede torsdagens udenrigsministermøde.

Og hvis der skal indføres sanktioner, vil det under alle omstændigheder være en politisk beslutning, der skal træffes i enighed af samtlige 28 EU-landes ministre.

Udenrigsministrene er hasteindkaldt, efter at der det seneste døgn er meldt om 25 dræbte og flere end 500 sårede ved sammenstødene i Kijev.

Urolighederne i Kijev eskalerede voldsomt, da demonstranter tirsdag aften genbesatte byens rådhus. Kampklædt politi stormede protestlejrene på Uafhængighedspladsen, hvor demonstranter kastede brandbomber, skød med fyrværkeri og kastede sten mod politiet.

/ritzau/Reuters