EU udtrykker ekstrem bekymring over Ukraine-optrapning

Skrevet af admin

28/08/2014

Mest læste i dag

EU udtrykker "ekstrem bekymring" over rapporter om, at russiske soldater er trængt ind i Ukraine.

- Vi er ekstremt bekymrede over den seneste udvikling, blandt andet som følge af rapporterne om, hvad der sker i felten, siger Maja Kocijancic, som er talskvinde for EU's udenrigspolitiske chef, Catherine Ashton.

Ukraine udsendte torsdag over middag en appel om "militær hjælp i stort omfang fra EU", skriver nyhedsbureauet AFP.

Den ukrainske præsident, Petro Porosjenko, siger på sin hjemmeside, at han aflyser et besøg i Tyrkiet, fordi russiske soldater er rykket ind i den østlige del af landet. Han har indkaldt sikkerheds- og forsvarsrådet til hastemøde.

Forinden havde Ukraines sikkerhedsråd meddelt, at "russiske styrker" har erobret kontrol over en vigtig grænseby.

- I går tog russiske soldater kontrol med byen Novoasovsk, siger Ukraines nationale sikkerheds- og forsvarsråd på Twitter.

Optrapningen kommer mindre end to døgn efter, at Porosjenko og den russiske præsident, Vladimir Putin, mødtes til et topmøde i Minsk i et forsøg på at bilægge konflikten.

/ritzau/Reuters