EU-udvalg godkender kontroversiel spansk kommissær

En kampagne mod spanieren har samlet flere end en halv million underskrifter, og Miguel Arias Cañete har haft svært ved at overbevise mange parlamentarikere om, at han har brudt sine forbindelser til olieindustrien.

Men ikke desto mindre fik spanieren onsdag aften grønt lys, da de to ansvarlige udvalg i EU-Parlamentet, industriudvalget og miljøudvalget, stemte om, hvorvidt de mener, at han kan blive EU-kommissær for klima og energi.

EU-Parlamentets retsudvalg stemte mandag og godkendte spanierens erklæring om personlige økonomiske interesser, efter at en afgørelse om hans skæbne blev udsat i sidste uge, da han tilsyneladende havde ændret i erklæringen efter deadline.

Spanierens interesseerklæring var blevet ændret et par gange i løbet af de sidste 72 timer før høringen.

Problematikken omkring Cañetes personlige interesser blev et grundtema under høringen, hvor de politiske grupper i udvalget delte sig i to.

Parlamentets største gruppe, den borgerlige EPP-gruppe, som Cañete selv tilhører, begyndte at klappe, når spanieren svarede.

Eksempelvis høstede han et bifald på et svar om, at han "altid havde betalt sin skat."

Cañete har indtil 2012 været bestyrelsesformand for firmaet Petrolifera Ducar.

/ritzau/

Dagens Gossip