EU vil fjerne sanktioner mod Iran i december

Skrevet af admin

25/11/2013

Dagens topnyheder

Frankrigs udenrigsminister siger, at EU sandsynligvis vil ophæve en del af sanktionerne mod Iran i december.

- EU's udenrigsministre samles inden for få uger for at drøfte en delvis ophævelse af sanktionerne. Det vil sandsynligvis ske i december, siger den franske udenrigsminister, Laurent Fabius, til radiostationen Europe 1.

Aftalen, der er blevet hilst velkommen af USA og de fleste af dets allierede, indebærer nu seks måneders intense forhandlinger om en endelig aftale.

USA's præsident, Barack Obama, har været i telefonisk forbindelse med Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, der er svært kritisk over for den nye aftale. Han siger, at "den gør verden til et farligere sted."

En talsmand for Det Hvide Hus, Josh Earnest, siger, at israelerne har gode grunde til at være skeptiske i forhold til Irans intentioner, og han fremhæver, at Obama har lovet at gå ind i en tæt dialog med iranerne.

- De to ledere gentog i deres telefonsamtale, at de har et fælles mål om at forhindre Iran i at udvikle atomvåben, siger pressetalsmanden om søndagens telefonsamtale.

De rige sunnimuslimske stater i Golfen er heller ikke glade for aftalen. Nyhedsbureauet Reuters skriver, at kritikere af aftalen mener, at den vil skabe et økonomisk stærkere Iran på grund af lempelsen af sanktioner. Det kan føre til mere iransk støtte til shiamuslimske allierede i den arabiske verden.

Iran har lovet at stoppe atomberigelse over fem procent i aftalen, der blev indgået i Genève i weekenden. Til gengæld lover det internationale samfund ikke at vedtage nye sanktioner det næste halve år, hvor en mere omfattende aftale mellem Iran og stormagterne skal forhandles.

- Ophævelsen af sanktioner vil være begrænset, målrettet, og kan omgøres, understreger den franske udenrigsminister.

/ritzau/Reuters