EU vil granske Hollywood-giganter

Skrevet af admin

23/07/2015

Dagens topnyheder

EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, anklager seks store Hollywood-studier samt den britiske betalingskanal Sky TV for at bruge filmlicenser til at blokere for adgangen til indhold i andre EU-lande.

De seks Hollywood-studier, der skal granskes, er Disney, NBCUniversal, Paramount Pictures, Sony, Twentieth Century Fox og Warner Bros.

- Europæiske forbrugere vil se de betalings-tv-kanaler, de ønsker, uanset hvor de bor eller rejser i EU. Vores efterforskning viser, at de ikke kan det i dag, siger Vestager i en udtalelse.

- Vi mener, at det kan være i strid med EU's konkurrenceregler, tilføjer den danske kommissær.

Som det er i dag, er der skarpe skel mellem medlemslandenes grænser, når det gælder betalingskanaler. Programmer fra eksempelvis britisk-irske Sky TV kan ikke ses i det øvrige EU.

De barrierer, der også kaldes geo-blocking, har EU-Kommissionen længe gerne villet bryde ned.

EU-Kommissionens foreløbige undersøgelse viser, at "hvert af de seks studier og Sky UK på bilateralt plan er blevet enige om at indføre kontraktlige restriktioner, der forhindrer Sky UK i at lade EU-forbrugere, der befinder sig andetsteds, få adgang til betalingskanaler, der er tilgængelige i Storbritannien og Irland".

Kommissionen er desuden også ved at se nærmere på lignende sager, der omfatter den franske Canal Plus, den italienske Sky Italia, den tyske Sky Deutschland og det spanske DTS.

Vestager har i sin tid som konkurrencekommissær haft kig på flere amerikanske mastodonter.

I juni åbnede hun en sag mod nethandels-giganten Amazon, og før det kastede hun sig ud i et slagsmål med Google, da hun i april sendte en formel klage til den amerikanske it-kæmpe.

/ritzau/AFP